1. division

AGF henter ung islænding

18-årige Jón Dadi Bödvarsson bestod i aftes lægetjekket i AGF, og han spiller nu de næste tre måneder i Aarhus-klubben på en lejeaftale.

Den islandske offensivspiller Jón Dadi Bödvarsson bestod, i følge tipsbladet.dk's oplysninger, i aftes lægetjekket i AGF, og han tjekker derfor ind hos 1. divisions tophold på en lejeaftale, der gælder de næste tre måneder.

18-årige Bödvarsson kommer altså i første omgang til AGF for at prøve at overbevise klubben om sine kvaliteter i feburar, marts og april, hvorefter han rejser hjem til Island, hvor han skal være med til at spille hans ejerklub Selfoss tilbage til den bedste islandske række ovenpå en skuffende sidste sæson, der førte til nedrykning.

Den islandske sæson starter midt i maj og løber henover sommeren, hvorfor Bödvarsson altså kan nå at spille nogle måneder i AGF, inden han skal hjem. Den næstbedste islandske række slutter igen i midten af september.

I første omgang skulle lejeaftalen mellem Selfoss og AGF ikke omfatte en decideret købsoption, men det ligger i kortene, at hvis Bödvarsson imponerer, så skifter han mere permanent til AGF i slutningen af august eller i starten af 2012.

AGF har endnu ikke præsenteret lejeaftalen med den unge islænding.