Superliga

Wass: Den bedste spiller vel

Daniel Wass var igen i går med på det hold, der blev tilovers, da Henrik Jensen valgte sin opstilling i en træningskamp mod FC Vestsjælland.

Brøndby spillede to træningskampe i går. Det ene hold mødte FC Vestsjælland i en træningskamp, hvor de fleste af dem, der forventes at spille 6. marts mod Lyngby, var med.

Reserverne tog en tur til Kolding for at møde Fredericia, og her var den nyslåede landsholdsspiller Daniel Wass med i bussen sammen med spillere som Jan Kristiansen, Michael Tørnes, Jan Frederiksen, Bruno, Mikkel Bischoff, Daniel Stenderup og nogle ungdomsspillere.

- Det er meldt ud, at den bedste spiller, så sådan bliver det vel. Det er Henrik, der bestemmer, hvem der spille hvilke kampe. Det kan jeg ikke ændre på, siger Daniel Wass til tipsbladet.dk.

Daniel Wass har meldt ud, at han ikke forlænger kontrakten med Brøndby, og derfor har der været spekuleret i, at Brøndby er i gang med en straffeaktion af den 21-årige back. Men træner Henrik Jensen har fastslået, at Wass får en fair behandling og ikke bliver frosset ud i foråret.

Pladsen på højre back er bare indtil videre gået til holdkammeraten Anders Randrup.

- Der har jo været konkurrence mellem mig og Anders de sidste par år, så det er jo ikke noget nyt. Jeg må forholde mig til, at det er den bedste, der spiller, og så må jeg jo håbe, at jeg kan bevise, jeg er den bedste, siger Daniel Wass.

Wass ønskede igen i dag ikke at kommentere på, hvor hans fremtid ligger, selv om alle regner med, at det er i Benfica. Han ønskede heller ikke at redegøre for, om der er en afklaring på hans fremtid, eller om han stadig leder efter en ny klub.