Superliga

Steinlein: Ajax og Fischer et perfekt match

Ajax og Viktor Fischer passer perfekt sammen, vurderer akademidirektør i FC Midtjylland Claus Steinlein.

Viktor Fischer skifter efter sæsonen FC Midtjylland ud med Ajax Amsterdam, og det er et meget klogt karrierevalg, vurderer FC Midtjyllands akademidirektør Claus Steinlein.

- Viktor er den moderne offensivspiller, der ligger lige bag angriberne men selv er målfarlig. Han er en intelligent fodboldspiller med et godt blik for spillet. Man kan måske se lidt Michael Laudrup i ham. Eller Christian Eriksen i en endnu mere målfarlig udgave? Ajax er et perfekt næste step for ham. Det match kan ikke gøres bedre, siger Claus Steinlein til FC Midtjyllands officielle hjemmeside og fortsætter:

- Han er mentalt stærk, moden af sin alder og helt bevidst om, hvad han kan, og hvad han skal udvikle. Desuden har Viktor allerede været hjemmefra i et par år, så det spring bliver ikke så stort for ham.

Også sportsdirektør Jens Ørgaard er glad for, at handlen er faldet på plads. Ikke bare for Viktor Fischer men også på vegne af pengekassen i den midtjyske klub.

- Efter Simon Kjær og Winston Reid understreger salget af Fischer, at det er den rigtige vej for en klub som vores. Forretningsmodellen er at udvikle fodboldspillere, der kan hjælpes videre til udenlandske storklubber. En gang imellem skal de forbi førsteholdet. Men Viktor tog altså den direkte vej, konstaterer Jens Ørgaard.

Viktor Fischer bliver holdkammerat med Christian Eriksen og Nicolai Boilesen i Ajax.