Superliga

Ståle og Milton i ordkrig om film og dans

Eks-dommer Kim Milton Nielsen kalder Dame N'Doye for en katastrofe, og FCK-træneren svarer igen ved at bede Milton holde sig til Vild med dans.

Den tidligere topdommer Kim Milton Nielsen har været ude med en harm kritik af Dame N'Doye, dennes præstation i aftes mod Chelsea og hans forsøg på at filme sig til et frispark.

- Han er jo egentlig lidt af en katastrofe. Når man tænker på, at han inden kampen har sagt, at han er bedre end Drogba, og når man så ser hans attitude i går, er det jo nærmest pinligt. Man kunne sagtens have straffet ham med et gult kort, da han forsøger at 'filme' sig til et frispark. De attituder, hvor man kaster sig ned uden at modstanderen har begået noget ureglementeret, er noget svineri, sagde Milton til B.T.

Træner Ståle Solbakken har dog ikke meget tilovers for Kim Miltons forsøg på at analysere den senegalesiske angribers præstation. Den norske FCK-træner beder Milton passe sig selv.

- Kim Milton var bedre til Vild med dans, end han er som analytiker. Jeg gider ikke kommentere på Kim Milton. Han var alligevel en dårlig dommer til sidst, siger Solbakken til sporten.dk.

Dame N'Doye spillede ikke én af sine bedste kampe for FC København i går. Du kan se hans og de andre FCK'eres karakterer fra Chelsea-kampen her.