Efter en lang måltørke har Teemu Pukki fået gang i målscoringen igen. Torsdag bankede han Brøndby foran 2-1 i 3-1-sejren over FC Nordsjælland, og dermed har finnen nu scoret i to kampe i træk. I alt er den tidligere Schalke 04-spiller oppe på otte Superliga-mål.
Det kan Teemu Pukki dog formentlig gøre langt bedre. Spørgsmålet er, om han får muligheden næste sæson.
Den finske angriber spiller blot på en lejeaftale i Brøndby fra skotske Celtic, men de blå-gule har sikret sig en købsoption på Pukki, og cheftræner Thomas Frank har understreget, at han gerne ser angriberen blive. Dermed er bolden på sportsdirektør Per Ruds halvdel.
Det bliver dog en hård kamp at få Teemu Pukki til at blive i Brøndby. Celtic har nemlig sat et meget dyrt prisskilt på den blonde forward.
- Jeg synes, det er tydeligt for alle, at Pukki har potentiale til at være hos os. Vi har sagt hele tiden, at vi gerne vil beholde ham, men vi har også sagt, at den pris, der er på ham, er for dyr. Det vil vi ikke betale. Så hvis vi ikke kan gøre noget ved det, så kommer han ikke til at være her efter sommerferien, siger Per Rud.
Han understreger, at han vil forsøge at få Celtic til at sænke prisen på Teemu Pukki, der næppe har en fremtid i den skotske mesterklub.
- Det har jeg tænkt mig at prøve. Det kommer an på udbud og efterspørgsel. Vi kommer ikke til at indløse den på det, den er lige nu, fastslår Brøndbys sportsdirektør.
Teemu Pukki og Brøndby møder mestrene fra FC Midtjylland på mandag.