OB har tirsdag fået dårligt nyt.
Midtbanespiller Jakob Bonde er nemlig blevet alvorligt skadet i knæet og ventes nu ude i et års tid. Det oplyser OB, efter at midtbanespilleren mandag måtte hjælpes fra banen i kampen mod Vendsyssel FF.
Der er tale om et overrevet korsbånd for spilleren.
- Det kom bag på mig, at det var så slemt, så det var selvfølgeligt en trist og tung nyhed. Det er lang tid, der nu er foran mig, hvor jeg ikke kan gøre det, jeg allerbedst kan lide. Nu venter der en benhård genoptræning, så jeg kan komme stærkere tilbage og bidrage til holdet, siger Jakob Bonde til OB's hjemmeside og tilføjer:
- Heldigvis har jeg nogle dygtige fysioterapeuter, gode holdkammerater og en dejlig støttende kone og børn. Jeg vil gerne sige tak for de mange hilsner, jeg har fået. Det har givet mig tro og håb i en svær tid.
Søren Krogh, cheftræner i OB, siger, at Jakob Bonde som viceanfører stadig vil være tæt på holdet i hverdagen.
Jakob Bonde, 30 år, kom til OB fra Viborg FF i sommer og har siden scoret fem mål i 17 kampe i NordicBet Ligaen.