Video : Tipsbladet
Champions League

Bayern München forværrer PSG's problemer

På mål af Kim Min-jae vandt Bayern München 1-0 over PSG, der er i fare for at misse knockoutfasen.

Bayern München har taget et kæmpe skridt mod Champions Leagues knockoutfase, mens velhavende Paris Saint-Germain halter gevaldigt efter i Europas bedste klubturnering.

Det er status, efter at den sydtyske storklub tirsdag trak sig sejrrigt ud af holdenes indbyrdes opgør i München. På et mål af forsvarsspilleren Kim Min-jae vandt Bayern med 1-0.

Med tre spillerunder tilbage skal Bayern München formentlig kun bruge et enkelt point for at være helt sikker på at være en del af turneringens knockoutfase.

Klubben stiler dog formentlig efter at gøre rent bord, så den kan springe første knockoutrunde over.

Paris Saint-Germain har blot formået at hente fire point i de fem første kampe, og det placerer klubben uden for top-24 i den 36 hold store tabel.

Det imødesete storopgør blev indledt med en afvekslende første halvleg, der forsimplet kunne deles op i tre faser.

Hjemmeholdet åbnede opgøret bedst og burde have taget føringen efter et klart overtag.

Derefter havde PSG sin bedste periode i kampen og kunne lige så godt have åbnet målscoringen, inden det i stedet blev hjemmeholdet, som gjorde det til 1-0 i slutfasen af første halvleg.

PSG-keeper Matvey Safonov kom skævt ud til et hjørnespark, for han boksede bolden direkte hen til Kim Min-jae, som let kunne score i et tomt mål. Med lidt større skarphed havde Leroy Sane gjort det til 2-0 på en friløber lige efter.

De franske gæster kom lovende ud til anden halvleg, men endte med at spænde ben for sig selv.

Ti minutter efter pausen blev Ousmane Dembélé udvist for sit andet gule kort, og så var pariserne pludselig på en næsten umulig mission.

Det lykkedes da heller ikke PSG at få point, selv om holdet med hjælp fra stolpen og en stærk målmand var i live helt til det sidste.

/ritzau/