Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-forsvarer er tæt på kontraktforlængelse

Ifølge Tipsbladets oplysninger stopper Brian Hamalainen ikke i Lyngby, selvom han har kontraktudløb inden længe.

Der er ikke købt afskedsblomster i Lyngby Boldklub. 

Søndag får Lyngby besøg af Sønderjyske, og den kamp kunne være blevet Brian Hamalainens sidste kamp i de kongeblå trøjer, men sådan bliver det efter alt at dømme ikke, selvom den 35-årige forsvarsspiller har kontraktudløb ved årets udgang.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er både Lyngby og Brian Hamalainen klar til at forlænge samarbejdet med et halvt år.

Alle parterne vil efter Sønderjyske-kampen sætte sig ned og finde en løsning, hvorefter der en ny kontrakt kan underskrives.

Da Tipsbladet torsdag var til stede til Lyngbys træning og talte med cheftræner Morten Karlsen, lagde han ikke skjul på, at han er glad for den erfarne profil.

- Jeg synes, Brian er en rigtig, rigtig god spiller. Han har også overrasket mig positivt, efter at jeg er trådt ind i huset med hans personlighed og væsen. Bag det meget markante ydre med frisuren er der en tænker og en fodboldhjerne, så han er bestemt en spiller, vi sætter pris på, sagde Morten Karlsen til Tipsbladet.

I efteråret har Brian Hamalainen, 35 år, også fået godt med spilletid, og han har også bevist, at han stadig kan levere. I hjemmekampen mod AaB før landskampspausen blev han for eksempel kåret til man of the match.

Før sæsonen havde forsvarsspilleren, der både kan spille venstre back og centerback, overvejelser om at stoppe karrieren, men valgte i stedet at forlænge med et halvt år. Det meddelte Lyngby selv. 

Brian Hamalainen fik sit helt store gennembrud i Lyngby, hvor han spillede fra 2003 til 2011, hvor han blev solgt til belgiske Zulte Waregem. Siden drog han videre til KRC Genk og tyske Dynamo Dresden, inden han i 2020 vendte snuden hjem mod Lyngby.

Det er i alt blevet til 187 kampe for Lyngby, hvori han har scoret fire mål og lavet 17 assister.