Video : Tipsbladet
Champions League

I granatchok over Brian Priske-mirakel

Brian Priskes Feyenoord leverede tirsdag aften et historisk comeback, som aldrig er set før i Champions Leagues historie.

Det er ikke hver dag, at uafgjort fejres som en sejr.

Men det gør man i Feyenoord, der tirsdag aften leverede et sensationelt comeback mod Manchester City.

Pep Guardiolas tropper var foran 3-0 med et kvarter igen, hvorefter Feyenoord mønstrede tre scoringer i den resterende del af kampen og kunne rejse hjem med et enkelt point i bagagen.

En bedrift som aldrig er set før i Champions Leagues historie, skriver Daily Mail.

- Normalt fejrer vi ikke en uafgjort, men det gør vi nu. Det var en speciel aften for Feyenoord og Rotterdam. Det var en underlig kamp, som endte 3-3. Du er bagud i 60 minutter mod efter min mening verdens bedste hold. Det er imponerende, at vi alligevel kan få et point, siger Brian Priske efter kampen ifølge FR12.

Hollandske eksperter og andre fodboldfolk har bagefter svært ved at sætte ord på de 90 minutter på Etihad Stadium.

- Vi glemmer ikke denne kamp de næste mange år. Du spiller mod verdens bedste hold og er nede 0-3. Der er intet at komme efter, indtil 12 minutter før tid. Hvad skal vi kalde det? Vanvittigt. Bizart. Et mirakel, lyder det fra Leon ten Voorde i AD's fodboldpodcast.

Anis Hadj Moussa startede Feyenoords comeback med sin scoring til 1-3, mens stopper David Hancko fuldendte bedriften kort før tid. Han havde bagefter svært ved at forstå, hvad der lige var sket.

- Jeg ved det virkelig ikke. Det er uvirkeligt. Jeg er stolt af drengene. Vi blev ved med at klø på og blev belønnet til sidst. Jeg ved det virkelig ikke, vi var også lidt heldige, men vi opsøgte det også og blev ved med at presse på, siger han til NOS.

Brian Priske forklarer efter kampen, at han ikke ændrede noget taktisk i anden halvleg, men han høster alligevel roser for sine indskiftninger af Santiago Gimenez og Jordan Lotomba.

- Lotomba udgjorde en stor trussel fra sin position til højre sammen med Hadj Moussa. Og du ved bare, at Gimenez altid er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, siger Wesley Sneijder, der var ekspert hos Ziggo Sport.

Pointdelingen gør, at både Feyenoord og Manchester City er en del af de 24 hold, der går videre til knockoutfasen af Champions League. Det kan dog ændre sig senere, hvor der igen er Champions League på programmet.