Video : Tipsbladet
Generelle

- Kasper Schmeichel er en af de bedste i Europa

Kasper Schmeichel får stor ros fra Champions League-modstander.

Kasper Schmeichel og Celtic skal torsdag aften forsøge at fortsætte deres fornemme præstationer i Champions League mod Club Brugge, og forud for det opgør får den danske landsholdskeeper stor, stor ros.

Og det kommer fra fjendens lejr, nærmere bestemt Ferran Jutgla fra Club Brugge.

Den spanske angriber fremhæver specifikt danskeren som en af Celtics store profiler og en af Europas bedste på sin plads. 

- Schmeichel er en fantastisk målmand og en af ​​de bedste i Europa. Og de japanske spillere (blandt andre angriber Kyogo Furuhashi og kantspiller Daizen Maeda, red.) er også afgørende for, hvordan Celtic spiller, siger Ferran Jutgla til Sunday Mail og tilføjer:

- Men vi er et godt hold, der arbejder for hinanden. Vores hold handler ikke kun om en eller to spillere.

Ferran Jutgla ser også frem til at gæste Celtics hjemmebane.

- Celtic er stærke på hjemmebane, og niveauet i Skotland er bedre nu, end det var for et par år siden. Vi frygter ikke atmosfæren i Glasgow. Det er bare fodbold, og jeg foretrækker et stadion, der er fyldt med mennesker.

- Det hjælper med at øge niveauet, siger Club Brugge-angriberen.

Kasper Schmeichel, 38 år, har holdt 11 clean sheets i 19 kampe for Celtic i denne sæson, heriblandt ét enkelt i fire Champions League-kampe. Tiden må vise, om han også holder buret rent mod Club Brugge. Den kamp spilles onsdag klokken 21.00.