HERNING (Tipsbladet): Det var ikke til at tage fejl af mandag aften i Herning.
Silkeborgs fans er ikke tilfredse med den kommende overtagelse af amerikanske Trivela Group, og det markerede fans med et stort banner, der hang på tværs af udebaneafsnittet under hele kampen.
Undervejs i de to gange 45 minutter plus tillægstid var der heller ingen sange og den sædvanlige feststemning, Silkeborgs dedikerede fans skaber, og det var en protest mod salgsplanerne, hvilket banneret heller ikke efterlod tvivl om.
Silkeborgs spillere var ikke specielt, eller nok rettere slet ikke, opsatte på at kommentere det kommende salg og reaktionerne, og Silkeborgs cheftræner Kent Nielsen takkede for den opbakning, der havde været i kampen, hvor Silkeborg-afsnittet peb af dommeren, når 50/50-kendelser gik mod SIF, og klappede af gode SIF-aktioner.
- De var måske ikke lige så støjende, som de plejer at være, men de var ikke mod os. Og det satte vi pris på, og vi syntes også, at som kampen skred frem, var der også noget opbakning til os, ligesom der har været omkring kampen, siger Kent Nielsen.
- Så det er ikke noget, der har fyldt noget. Vi har gjort os store anstrengelser som trup på, at vi skulle have meget fokus på at klare Midtjylland. Vi synes, at kampen som helhed ikke er helt skidt. Vi er stadig en mindre klub, der giver en af de store klubber udfordringer, som vi gjorde i anden halvleg. Så er vi skuffede over, at vi ikke fik noget ud af kampen, siger Kent Nielsen, der udtrykte forståelse for, at Silkeborg-fans har valgt at protestere.
- Alle skal finde hver deres vej gennem det her, og der er selvfølgelig mange følelser i spil, hvilket vi er fuldt ud klar over. Jeg skal ikke være fordømmende eller sige, hvad jeg personligt mener. Det vigtigste var, at de ikke var mod os. Det syntes vi var godt, siger Kent Nielsen.
Silkeborg IF har ekstraordinær generalforsamling 11. december, hvor det forventes, at salget til Trivela Group bliver stemt igennem med kvalificeret flertal på totredjedele.