Video : Tipsbladet
Superliga

Får Neestrup til at tænke sig om en ekstra gang

Jacob Neestrup medgiver, at det kræver særlig omtanke at lave et skifte på målmandsposten. I FC København har Theo Sander formået at slå Nathan Trott af.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): FC København-træner Jacob Neestrup har mod slutningen af efteråret valgt at skifte på den position på banen, men sjældnest ser en træner ty til ændringer.

På målmandsposten.

Nathan Trott er gledet ud på bænken og er blevet afløst af stortalentet Theo Sander, der har stået de seneste to kampe for FC København. Nordjyden ligner også en starter torsdag aften mod Dinamo Minsk i Conference League.

Jacob Neestrup ved godt, at det er noget særligt, når der skiftes ud på målmandsposten.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke lige tænker mig om en ekstra gang. Der skal være konkurrence på alle positioner, men keeperpositionen er jo bare anderledes, siger Jacob Neestrup.

På det seneste har FC København-træneren sat sin lid til Theo Sander.

- Vi kigger på, hvad vi mener er bedst for holdet, og vi spiller med de spillere, som vi mener er bedst på dagen - uanset positionen, siger Neestrup, der ikke er bange for, at skiftet på målmandsposten giver rystelser i en bagkæde, som har været vant til Nathan Trott.

-  Nu har han spillet to kampe, han træner med dem til dagligt, og han har gjort det fint. Jeg vil ikke kalde ham ny mere. Det var selvfølgelig nogle store overvejelser, jeg skulle gøre mig mellem Istanbul Basaksehir og AGF-kampen, men det er vi forbi nu.

Søndag så Theo Sander ikke heldig ud ved Lyngbys scoring i FC Københavns 2-1-sejr i Parken, hvor han havnede på mellemhånd ved et indlæg fra højre side. 

Om han får genvalg torsdag aften i Aserbajdsjan, må tiden vise.