Borussia Dortmund vil høre alle klubbens 218.000 medlemmer om deres holdning til den kontroversielle sponsoraftale med våbenfabrikanten Rheinmetall.
Det siger Hans-Joachim Watzke, Dortmunds formand, der har lyttet til den kritik, der er kommet fra fansene i den seneste tid.
- Jeg vil gerne have, at vi får et komplet billede af deres holdninger, siger Watzke ifølge dpa.
Medlemmernes holdning skal kortlægges ved at sende et spørgeskema ud til alle. Det er for få stemmer, der har ytret sig indtil nu, mener formanden.
I maj indgik Dortmund en treårig aftale med Tysklands største våbenfirma. Det er en aftale, der skulle indbringe klubben omkring 20 millioner euro ifølge dpa. Det svarer til 149 millioner danske kroner.
I søndags protesterede adskillige medlemmer imod sponsoraftalen på klubbens årlige generalforsamling. Nogle medlemmer havde konstrueret falske tanks og lavet en stand med informationer om aftalen.
De kritiske medlemmer mener ikke, at det er foreneligt med klubbens værdier at samarbejde med et våbenfirma.
I en afstemning på generalforsamlingen stemte 556 ud af 855 medlemmer imod sponsoraftalen. 247 stemte for, mens 52 ikke stemte hverken for eller imod.
Watzke, som er på vej til at træde tilbage efter at have ledet klubben i 20 år, kalder afstemningen for et "klart signal" mod aftalen. Men han mener, at det kun er en indikation på grund af antallet af stemmer.
- Det svarer til 0,25 procent af alle vores medlemmer, påpeger 65-årige Watzke, der savner tal fra en større repræsentation.
Da formanden talte foran medlemmerne søndag, forsvarede han aftalen, men sagde også, at han havde ligget søvnløs over den.
- Det var en vanskelig beslutning, som tog hårdt personligt på mig. Men jeg står ved den, lød det fra Watzke.
Rheinmetall har været en stor aktør i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
Våbenfirmaet, som blandt andet vedligeholder og reparerer kampvogne i Ukraine, forventes at tjene rekordmange penge på den krig samt andre konflikter.
/ritzau/