Revser Randers-spiller: Det er så latterligt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Revser Randers-spiller: Det er så latterligt

Mikkel Bischoff er ikke imponeret over, at Patrik Carlgren tilsyneladende forsøgte at mindske presset på Randers FC ved at imitere en skade.

Patrik Carlgren var den store helt for Randers FC i søndagens sejr over Viborg FF, men den dygtige keeper kom også i fokus for noget, der ikke just var positivt.

I en situation i anden halvleg lagde Carlgren sig således ned og indikerede, at han havde ondt. Men tv-kameraerne fangede, at han tilsyneladende blinkede til fysioterapeuten, som kom løbende ind for at behandle keeperen - noget, der kunne indikere, at det ikke var så alvorligt alligevel. 

Den aktion er Discovery-ekspert Mikkel Bischoff på ingen måde imponeret over. Det gør han klart på Discovery+ efter kampen.

- De var under pres, så lægger han [Carlgren] sig ned, og så blinker han lige, når fysioterapeuten kommer ind og indikerer, at han ikke har ondt. Det, synes jeg, er så latterligt, og det skal han få væk fra sit spil, for det er noget, vi har set før, og der har vi ikke kunnet fange det.

- Vi har før mistænkt ham for at lægge sig ned i svære perioder for at tage presset af Randers. I dag tager vi ham, hvor han blinker, og jeg synes, det er latterligt, og det skal vi ikke se i dansk fodbold. Det er lige så slemt som at filme, siger Mikkel Bischoff.

Til gengæld havde Discovery-eksperten også en masse ros til overs for Patrik Carlgrens evner som målmand, og han sagde blandt andet, at Randers-keeperen har været Superligaens bedste i denne sæson. 

Se video af episoden i videoafspilleren øverst i artiklen. 

Her kan du læse Tipsbladets analyse af kampen mellem Randers FC og Viborg FF, der endte med en 1-0-sejr til kronjyderne.