Superliga

Ousman Jallow bliver i Brøndby

Brøndby kommer ikke af med Ousman Jallow i denne omgang. Gambianeren bliver og kæmper sin chance i Superliga-klubben.

22-årige Ousman Jallow er stadig Brøndby-spiller, selv om han har ønsket sig væk, og Brøndby også har givet udtryk for, at de var klar til at slippe af med ham.

Nu nærmer klokken sig midnat, og chancen for Ousman Jallow for et klubskifte denne gang er forpasset. Der bliver ikke længere arbejdet på at få ham væk fra Brøndby.

- Der sker ikke noget med Ousman nu. Chancen for Ousman i Vesteuropa er lukket om et par timer, og vi forhandler ikke med nogen. Han bliver i Brøndby, til hans kontrakt udløber til sommer, siger hans agent Ibrahim Jallow til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Der er klubber, der vil skrive en forhåndskontrakt med ham fra sommer, men vi vil lige afvente og se tiden an, siger Ibrahim Jallow.

Dermed ser det lige nu ud til, at Pierre Kanstrup, Alexander Farnerud og Peter Madsen bliver de eneste afgange i dette transfervindue for Brøndby, medmindre de her i de sidste timer af vinduets åbning når til enighed med Lyngby, der har afgivet et bud på Mikkel Bischoff, som Vestegns-klubben ikke var tilfreds med.