Superliga

Nederlag gjorde nas på Frederiksen

Lyngby er for alvor kommet i farezonen efter klubbens 1-2-nederlag mod Esbjerg. Og det kan mærkes hos træner Niels Frederiksen.

Lyngby og træner Niels Frederiksen havde nok været meget tilfredse med 1-1 i bundgyseren mod Esbjerg, men sådan gik det ikke. I slutminutterne sørgede Søren Rieks for en tiltrængt Esbjerg-sejr på 1-2, og det mål føltes som et hårdt slag i ansigtet på på Lyngby-træneren.

- Det gør virkelig nas, sagde Niels Frederiksen umiddelbart efter kampen ifølge sporten.dk

Lyngby kom foran 1-0 i kampen på et mål af Bajram Fetai efter 26 minutter, men den stilling udlignede Smarason, før Rieks slog til i de døende minutter for Esbjerg.

- Vi sad faktisk derude på bænken inden det sidste kvarter og følte, at vi havde styr på det i forsvaret. Langt mere end vi normalt har på det tidspunkt i kampen, siger uddyber Frederiksen, der på trods af nederlaget var tilfreds med sit holds forsvarsarbejde.

- Vi afgav ikke så mange chancer, som vi plejer, og det kan vi tage med til kampen mod Midtjylland. Det bliver meget vigtigt mod dem, understreger han og afviser, at det er spillernes grundform, der gør, at holdet ofte går ned med flaget i anden halvleg.

Om Lyngbys forsvar igen går ned i anden halvleg, vil vise sig, når FC Midtjylland på torsdag gæster Lyngby Stadion i en udsat Superliga-kamp fra efteråret. Sidst, de to hold mødtes, var i sidste uge og den kamp endte hele 4-4.