Superliga

Målmand stopper i OB

Emil Ousager siger til sommer farvel og tak til OB, når hans kontrakt udløber. Han søger fast spilletid et andet sted.

Emil Ousager har længe stået i skyggen af forskellige målmænd i den fynske Superliga-klub OB. I øjeblikket er det tyskeren Stefan Wessels, der holder Ousager ude af holdet. Til sommer forlader han OB for at finde et sted at spille fast.

- Jeg føler, jeg har brug for nye udfordringer, og da mine ambitioner
er højere end at sidde på bænken, føler jeg det er nødvendigt at skifte
klub. Det er selvfølgelig ikke nogen let beslutning, men efter
sammenlagt 18 år i klubben er det på tide med noget nyt. Jeg glæder mig
til at komme ud og prøve kræfter med nye udfordringer og ser frem til
at finde mig en ny klub, hvor jeg kan vise, hvilke kvaliteter jeg
indeholder, siger Ousager til OB's hjemmeside.

Ousager og OB er nået frem til "skilsmissen" i enighed. Og det er derfor en afklaret OB-træner, der kan sige farvel og tak til en målmand, der det seneste halve år har kæmpet med Mads Toppel om at være andenmålmand for Wessels.

- Emil Ousager er en dygtig målmand, der desværre har stået lidt i skyggen af andre gode målmænd i OB. Han har behov for at komme ud og spille på et højere niveau, end vi kan tilbyde ham her, derfor har vi valgt ikke at forlænge hans kontrakt, så han kan gå i gang med at finde en ny klub, siger cheftræner Henrik Clausen.

Emil Ousager har spillet i alt tre førsteholdskampe for OB. Han stod blandt andet i OB's mål, da holdet tabte 5-1 til VfB Stuttgart i Europa League i december.