Video : Tipsbladet
Superliga

Liverpool-profil tager ekstratræninger for at blive klar til United-møde

Alisson er blandt de spillere hos Liverpool, som ikke har taget fri i denne uge. I stedet træner han intenst for snart at kunne gøre comeback.

Der er landskampspause, og i Liverpool er de spillere, som ikke er afsted med deres respektive landshold blevet tildelt en uges fri. Den har Alisson dog ikke taget imod.

I stedet træner den brasilianske målmand på livet løs for at blive klar til Liverpools næste kamp. Det er rivalopgøret mod Manchester United den 20. oktober.

Ifølge ESPN er den 27-årige klassekeeper blevet på Melwood for at genoptræne og komme tilbage i en skarp udgave efter en lægskade. Liverpools målmandstræner, John Achterberg, har arbejdet intenst på Alissons hurtighed, reaktioner, håndtering og styrker.

Genoptræningen er forløbet godt, og Liverpool har gennem hele forløbet satset på at have den tidligere Roma-profil tilbage i oktober, men da Adrián har vikarieret med stor succes i målet, har det ikke hastet for the Reds at få Alisson tilbage på banen.

Selvom Adrián har gjort det godt, vil der dog næppe være nogen tvivl om, at Alisson er tilbage mellem stængerne, når han er kampklar, og måske bliver det mod Manchester United efter landskampspausen.

Foruden Alisson har Adam Lallana og Alex Oxlade-Chamberlain også tilbragt ekstra træningstimer på Melwood i denne uge for at blive endnu skarpere.