Superliga

Janssen: Jeg skal sælges før eller siden

Esbjergs sportsdirektør Niels Erik Søndergaard har givet udtryk for, at klubben er klar til at sælge Tim Janssen. Angriberen er også klar til et skifte, selv om han gerne bliver lidt længere.

Tim Janssen kom til Esbjerg fra hollandske NEC Nijmegen tilbage i sommeren 2009, og efter 18 Superliga-mål lidt over et år i det vestjyske, melder sportsdirektør Niels Erik Søndergaard sig i dag parat til at sælge Janssen, der kom til klubben på et spillersponsorat. Det betyder, at en række investorer har bundet penge i ham, og at de forventer at tjene en god slat penge på ham.

- Selvom vi gerne vil beholde ham for at styrke det sportslige, så kan vi ikke
over for investorerne være bekendt at gøre andet end at sælge ham, når der
kommer et tilstrækkeligt godt tilbud. Og klubben får da også en del ud af
det, sagde sportsdirektør Niels Erik Søndergaard til B.T. tidligere på dagen.

Intet nyt i EfB's udmelding
Men der er nu ikke noget nyt i den udmelding påpeger Tim Janssen, der føler sig klar til at prøve noget andet til vinter. Men samtidig har han det så godt i Esbjerg, at han ikke har noget imod at blive sæsonen ud.

- Klubben skal sælge mig på et tidspunkt, inden min kontrakt udløber, så investorerne kan få penge i kassen. Det skal bare være det helt rigtige for mig, for Esbjerg og for den købende klub, og spørgsmålet er så, om det kan ske til vinter, først til sommer eller senere. Det er ikke så vigtigt lige nu. Jeg har nogle ting, jeg gerne vil, og det skal selvfølgelig leve op til det, siger Tim Janssen til tipsbladet.dk.

Danmark, Holland eller Tyskland
Janssen vil altså ikke afvise, at han kan være fortid i det vestjyske, når 2010 bliver til 2011. Men han vil ikke bruge alt for meget energi på at tænke over fremtiden nu, og han vil ikke lægge sig fast på, hvor hans næste klub skal høre til.

- Jeg tænker ikke på det her i min hverdag, for jeg kan tænke så meget, jeg vil. I sidste ende vil det være op til klubberne at blive enige. Hvis jeg lægger mig fast på en liga, så kommer der noget helt andet som er interessant, og så har alle de spekulationer været forgæves. Jeg må se, hvad der sker.

- Umiddelbart kunne en kontrakt med en større dansk klub eller en klub i Holland være fint, ligesom jeg heller ikke vil afskrive at optræde i Tyskland. I ser mig nok ikke skifte til en klub i Syd- eller Østeuropa. Det tror jeg ikke, jeg passer til, siger Janssen så alligevel om de mulige destinationer.

Tim Janssen har scoret tre mål i Superligaen i denne sæson. Hans kontrakt med Esbjerg løber til udgangen af 2012.