Superliga

Hasteindkaldt fra biograftur

Dagen efter at have spillet træningskamp for Lyngby var Christian Traoré på træningslejr med Randers FC.

Det gik stærkt, da 28-årige Christian Traoré i sidste måned skulle vise sit værd hos Superligaens tier Randers FC.

Efter at have trænet med Hammarby og Lyngby havde Randers vist interesse for den tidligere FCK'er, men Christian Traoré havde indstillet sig på en søndags-fridag uden afklaring i fodboldkarrieren, da Randers indkaldte den kontraktløse defensivspiller til træningslejr på La Manga.

- Jeg spillede kamp med Lyngby om lørdagen, og jeg regnede med at have fridag om søndagen. Så jeg sad i biografen på Nørrebro lørdag aften klokken 11 og så 'The Fighter'. Niclas (Jensen, Traorés agent, Red.) begyndte at ringe, og jeg var nødt til at skrive diskret tilbage, at jeg var i biografen. Nå men Randers var meget interesseret i at få mig med på træningslejr, og jeg skulle flyve tyve over seks næste morgen, fortæller Christian Traoré til Tipsbladet.

- Der går tingene hurtigt. Jeg skulle tage en beslutning om at rejse seks timer senere til Spanien i ti dage. 'Jamen hvorfor ikke.' Jeg kom hjem, pakkede, sov to timer og tog så ud i lufthavnen. Det gik heldigvis fint nok. Det er lidt specielt. Jeg har aldrig prøvet at stå uden en kontrakt og skulle træne med et nyt hold for at vise mig frem, fortsætter Traoré.

Du kan læse hele historien om Christian Traorés to kontraktløse og noget kaotiske måneder i Tipsbladet Update, der er på gaden nu. Du kan spare turen til bladforhandleren ved at læse historien i Tipsbladets E-avis, som du kan købe dig adgang til ved at klikke lige her.