Der er halvanden måneds tid til, at transfervinduet åbner igen, og i de 12 Superliga-klubber er man nået langt i vurderingerne af, hvad der skal ske i vintermåneden.
Reserver skal ud, nogle steder skal talenter udlejes for at få spilletid, og så er der også muligheden for, at profiler skal sælges.
Mange steder kommer de store salg først til sommer, men står en stor klub i udlandet med mange millioner i januar, kan det være svært at sige nej.
Vi har set på de største salgsemner i hver af de 12 Superliga-klubber og ser her på AaB, der skal balancere arbejdet på at overleve i Superligaen i rimelig sikker stil og at få tændt salgsmaskinen efter et par økonomisk meget dyre år.
AaB
Mathias Jørgensen
Angriber
Danmark
24 år
ANALYSE
Han har kun været i AaB i 10 måneder og spillet Superliga-fodbold i fire, så hvad er dette for noget galskab?
Sommeren ligner et mere fornuftigt tidspunkt for AaB at sælge i det, der sandsynligvis bliver en sæson med overlevelseskamp til maj.
Men man skal være selektivt døv for ikke at have fanget, at AaB-ejerne morderlig gerne vil sælge spillere og har fortalt sportsdirektør James Gow, at det er en vigtig opgave.
Væk er de tider, hvor man skal bevise sit værd i to-tre sæsoner for at komme afsted.
Jørgensen er midaldrende på et transfermarked besat af ungdom, så timingen er ikke skæv, hvis nogen vil betale godt for en hurtig og pågående angriber, der kan score i Superligaen.
Jørgensen blev anfører for AaB i juli, har scoret syv mål i 15 ligakampe og har tidligere spillet for FC Nordsjælland, OB, New York Red Bulls, AGF og Esbjerg fB.
AaB har forwarden på kontrakt i knap tre år til og dermed gode forudsætninger for at få en fornuftig pris.
BOBLERE
Oliver Ross og Melker Widell er langt fra færdigudviklede som fodboldspillere endnu, men der er gods nok i de to unge spillere til, at de kan komme i spil.
AaB vil gerne sælge unge spillere for gode penge, og det kan man med de to.