Fodboldmæssigt ser det mere end almindelig dystert ud for Oliver Christensen i Fiorentina, hvor han i øjeblikket er at regne som fjerdevalget på målmandsposten - langt fra stjernemålmanden David de Gea.
For fynboen betyder det konkret, at han ikke har været udtaget til en eneste kamp i denne sæson, og at han end ikke er registreret til at kunne spille i Conference League.
Til gengæld kan Oliver Christensen smile hele vejen til banken.
For selv om der ikke er brug for danskerens evner som målmand i øjeblikket, bliver den tidligere OB-keeper fyrsteligt betalt i støvlelandet. Tuttomercatoweb skriver, at 25-årige Oliver Christensen tjener seks millioner kroner om året.
Fynboen kom til Fiorentina i august 2023, og han spillede 10 kampe i sidste sæson, men på denne side af sommerferien har der slet ikke været bur for hans evner i Firenze. Oliver Christensen spillede senest en kamp for Fiorentina for et halvt år siden.
Danskeren har kontrakt med Fiorentina frem til sommeren 2028, og dermed er han altså garanteret yderligere 20 millioner kroner lige ned i lønningsposen.
Men mon ikke, at den aktuelle situation får "Gribben fra Kerteminde" til at overveje er klubskifte?