Video : Tipsbladet
Superliga

SL-klub satser millioner: Attraktivt for spillere

Der bliver skudt mange millioner i et nyt træningsanlæg i Viborg FF, og det glæder cheftræneren sig til i den skarpe konkurrence, der er i Superligaen.

VIBORG (Tipsbladet): Selv om der dårligt nok har været nattefrost endnu og temperaturerne er usædvanlig høje i stedet for at byde på snevejr, som november også sagtens kunne, er træningsforholdene for Superliga-klubben Viborg FF ikke tip-top i sammenligning med adskillige af konkurrenternes.

På denne novemberdag, hvor Tipsbladet er til stede til et VFF-træningspas, trænerne spillerne på kunstgræsbanen umiddelbart foran klubhuset.

Det er ikke fordi, man lige straks skal til Silkeborg eller Farum og have nogle kilometer på 'kunst' i benene, men fordi danske græsbaner, der ikke bliver plejet hyper-intensivt som et Superliga-stadion, bare har svært ved at følge med, når efteråret for alvor kommer.

Og kunstgræsbanerne på Viborgs anlæg deler man med alle andre hold, og selv om Superliga-holdet gør det med glæde, matcher det ikke forholdene hos en række af de klubber, det er VFF's erklærede mål at slutte over i tabellen, ikke mindst i de kommende år.

Derfor fortalte Viborg FF i forbindelse med den nylige generalforsamling, at man planlægger et nyt træningsanlæg på 100.000 kvadratmeter, der skal stå klar i 2026.

Hør sportschef Mads Agesen fortælle om projektet her

Det bliver med fem baner, herunder græsbane, en hybrid og en ren kunstgræsbane, nye kontorfaciliteter, styrketræningslokale og alt, hvad der ellers hører sig til, mens amatørafdelingen i VFF bliver på den nuværende adresse på Rughavevej.

En af dem, der skal nyde godt af det nye og særdeles kostbare projekt, er cheftræner Jakob Poulsen.

Som aktiv prøvede Poulsen lidt af hvert hos Esbjerg, AGF og FC Midtjylland før de fik nye træningsbaner til Middelhavs-udsigten på AS Monacos anlæg i bakkerne oppe over byen.

Nu er det så VFF's tur, og det glæder Viborg-cheftræneren.

- Det kan jo give rigtig meget. For eksempel løber vi jo lige nu og træner på 'kunst'. Det gør vi, fordi græsbanen derovre [peger ned mod den fjerne del af anlægget] ikke helt kan holde sig kørende længere, selv om vejret egentlig er ok. Den er blevet blød, og der kunne vi med en bedre anlagt græsbane måske blive på græs året ud, når vejret er, som det er nu, siger Jakob Poulsen til Tipsbladet.

- Og så tror jeg også, det vil kunne tiltrække flere spillere, når de kan se, vi har topfaciliteter. Faciliteterne nu er ok, men det er ikke på højde med det, de store klubber i Superligaen har. Der vil vi kunne skille os ud.

- Det er fedt, og jeg glæder mig til at se det. Det er jo ikke lige i morgen, det står klar, så vi må have lidt tålmodighed, siger VFF-cheftræneren.

Der er ikke meldt endeligt ud om pris og beliggenhed for det nye anlæg, ud over at det er 'bynært'.

Men en række rivaler i Superligaen har brugt betydelige to- eller trecifrede millionbeløb på deres træningsanlæg og tilhørende baner, hvilket projektet i Viborg også kommer til.