Video : Tipsbladet
Superliga

Har en helt særlig aftale med Silkeborg-boss

Simon Stüker er en af Silkeborgs største talenter, og så er han sportschef Jesper Stükers søn. Derfor har far og søn også sat klare rammer for, hvad der skal snakkes om i privaten.

Det er i de færreste klubber, at farmand arbejder som sportschef og sønnen som spiller, men det er ikke desto mindre tilfældet i Silkeborg IF.

Jesper Stüker er sportschef og styrer den sportslige retning, og hvem der skal købes og sælges. Hans søn, Simon, gør sig på U19-holdet, men banker mere og mere på til førsteholdet, hvor han træner med to gange om ugen. 

Netop at han til en vis grad er blevet en del af førsteholdet betyder også, at han og farmand har lavet nogle klare aftaler for, hvad der snakkes om rundt om spisebordet.

- Jeg tror, at folk rundt om helt klart tænker mere over det, end jeg selv gør, når det er noget, jeg altid har været vant til, siger Simon Stüker til Tipsbladet og fortsætter:

- Nu hvor jeg er blevet mere en del af førsteholdet, så har vi lavet nogle aftaler. Jeg ved nogle ting fra omklædningsrummet, som han ikke skal høre, og han ved nogle ting, jeg ikke skal høre. Det har vi nogle fine aftaler omkring.

Er det svært at adskille? 

- Det synes jeg faktisk ikke, det er. Det, jeg hører i klubben, har jeg ikke det store behov for at gå hjem og fortælle om. Det er ikke så svært, siger han med et smil til Tipsbladet.

Lige nu er Simon Stüker på en traineeaftale, som han bliver ved med at være på, indtil han færddigør sin uddannelse. Derefter går han over på fuldtid. Det spøjse i disse forhandlinger er, at sportschef Jesper Stüker rykker over på den anden side af bordet, i forhold til hvad han er vant til.

- Min far sidder på min side af bordet, så det er faktisk andre i klubben, vi forhandler med. Fordi han er min far, lyder det fra unge Stüker, som i sommer skrev under på traineeaftalen, kort efter han fyldte 17. 

Foto: Silkeborg IF

Han betegnes som et af de store talenter i Silkeborg, og selv er han ganske overbevist om, at han driver spillet på banen længere end sin far, som i 90'erne og 00'erne spillede for Viborg, OB og AC Horsens. 

- Nu var det ikke fordi, han var en kæmpe fodboldspiller. Jeg håber da, jeg kan blive bedre end ham. Men det er meget sjovt. Jeg kan snakke med ham om alt, og han har også været igennem alt det her, jeg går igennem nu. Det er meget fedt, slår Simon Stüker fast. 

Hjertet er for stort
I disse dage er Silkeborg-talentet samlet med det danske U18-landshold, som møder Finland i to testkampe. Onsdag vandt man 2-1 med Stüker i startopstillingen, hvilket nærmest er kutyme, hver gang han repræsenterer et danske ungdomslandshold, som han har gjort regelmæssigt i U16-, U17 og U18-regi. 

Men spol tiden tilbage til sommer, og så var det slet ikke givet, at Simon Stüker skulle sidde disse dage og spille kortspil med kammeraterne Noah Lassen og Victor Gustafsen, hvilket han gør en del, når han er afsted med landsholdet. 

For Simon Stüker missede U17-EM, fordi en obligatorisk hjertetest krævede en mere grundig undersøgelse. 

Undersøgelserne viste heldigvis, at der ikke var noget at være bekymret for, men det kom alligevel som et chok for Stüker, hvis hjerte er noget større end gennemsnittet.

- Der er ikke noget galt. Det eneste er, at de fandt ud af, at mit hjerte er 6,8 centimeter for stort i omkreds. Det tænkte de kunne være en sygdom, og derfor var jeg nødt til at holde den pause.

- Det viste sig at være det, man kalder et sportshjerte, som ikke er farligt. Fordi jeg har trænet det så meget, siden jeg var helt lille, er musklen blevet stor. Mange cykelryttere har det også, fortæller han og fortsætter:

- Det var et stort chok, for hvis det en sygdom, kunne jeg ikke spille fodbold mere. Det var det værste scenarie, som jeg gik og var bange for i den halvanden måned, før jeg fandt ud af det. Man lærte at sætte pris på det, man har i hverdagen, fortæller han. 

Ventetiden var lang, og han brugte den blandt andet på at besøge klubben og følge holdkammeraterne, der spillede den slutrunde, som Stüker også selv skulle være en del af. Da svaret så kom, var det en kæmpe lettelse, og familien tog ud og spiste. 

Siden er Stüker tilbage i fulde omdrejninger, og er en af de unge danske spillere, som bliver enormt interessant at følge de kommende år. Silkeborg har det med at udvikle dygtige backs, og når man hører U18-landstræner Morten Eskesen beskrive Stükers styrker, så lyder det som en spiller, vi kommer til at se en del til.

- Han har en stor motor, som man siger. Han kan løbe rigtig mange meter og bliver ved med at komme op og ned ad sidelinjen og så slide sin direkte modstander op, siger U18-landstræneren til Tipsbladet og fortsætter:

- Han er stor og stærk. Når man er det, er man ofte stærk i nærkampene, og det er han også. Han er bare en ydmyg og hårdtarbejdende spiller, som gør, hvad man siger. Han er et godt sted.

Simon Stüker har endnu sin førsteholdsdebut til gode for Silkeborg.