MARIENLYST STRANDHOTEL (Tipsbladet): I Manchester United er Christian Eriksen til dagligt flankeret af landsmanden Rasmus Højlund, og ifølge fynboen kalder holdkammeraterne de to danskere for "far og søn".
Skal man blive i den terminologi, har 32-årige Eriksen fået sig en lille efternøler på Manchester Uniteds akademi.
Den danske teenager Chido Obi, som er blevet lidt af et fænomen grundet sine mange mål på ungdomsniveau, skiftede for nyligt til Manchester United og har dermed sin daglige gang i Carrington, hvor Manchester Uniteds træningsanlæg har adresse.
Her er Christian Eriksen kort stødt ind i sin unge landsmand.
- Jeg har ikke det store indtryk af ham endnu, vi nåede bare lige at sige hej til hinanden her den anden dag på anlægget. For at være ærlig har jeg ikke set hans kampe, men jeg har da set, at han har scoret nogle mål, siger Christian Eriksen med et skævt smil.
Chido Obi debuterede i slutningen af oktober for Manchester Uniteds U18-hold med et hattrick på blot 14 minutter, og i weekenden scorede dansk-nigerianeren igen for "De Røde Djævle".
I øjeblikket er Chido Obi samlet i DBU-regi med det danske U18-landshold, som arbejder tæt sammen med Manchester United om det 16-årige wonderkid.