AALBORG (Tipsbladet): AaB er tilbage i Superligaen med en ny majoritetsejer i form af den tyske investorgruppe SSE22 og en række nye spillere på førsteholdet og trænere og eksperter omkring Superliga-holdet og ungdomsafdelingen.
De nye ejere kan bestemt ikke beskyldes for berøringsangst efter et år med intens aktivitet, og der har været og er fortsat udbredt skepsis blandt AaB-fans, fodboldinteresserede i Danmark og medierne om ejerskabet og kursen, hvor det er blevet farvel til spillere og ledere med mange år i AaB, mens mange af de spillere hentet til over tre transfervinduer har været fra udlandet.
Hvis det gør klubben bedre, må man ikke være bange for at træffe svære og hårde beslutninger
James GowSportsdirektør i AaB
Og det er ikke nemt at overbevise omverdenen om, at det er den rigtige kurs, når AaB i Superliga-æraen sammen med FC Midtjylland er det jyske hold, der har flest mesterskaber, og hvor især 2014-holdet med et væld af Aalborg-drenge og nordjyder har styrket opfattelsen af AaB som den mest lokalt forankrede klub overhovedet i dansk topfodbold.
Det arbejde er hverken nemt eller let, når man spørger klubbens ny sportsdirektør James Gow, som Tipsbladet har sat stævne som del af en serie om Superligaens sportschefer.
Men det er nødvendigt, fortæller den 33-årige englænder i det store interview med Tipsbladet.
- Klubben er større end alle. Klubben er bygget på traditioner og historie, som vi skal være inspireret af, respektere og forstå. Og det er vigtigt for mig at forstå, hvad fansene gerne vil. Jeg vil rigtig gerne have en stærk forbindelse til fansene og sørge for, vi spiller noget fodbold, de kan være stolte af.
(artiklen fortsætter under billedet)
- Der er så mange dygtige og passionerede mennesker her i klubben, der vil det bedste for AaB, og det vil de, uanset om de er fra Aalborg, København eller Colombia. Og så er det også vigtigt at beholde den lokale identitet, og jeg ved selv som fan, at der ikke er noget bedre end at se en lokal spiller få debut efter at have slidt hårdt for at nå dertil, siger James Gow.
- Det har Aalborg og AaB været fænomenale til i mange år, og den tradition skal vi respektere og arbejde efter, så det arbejde trives. Der er det også min opgave at stå imod, hvis en cheftræner pludselig vil have en 35-årig midtstopper til at sidde på bænken i tilfælde af, at tingene bliver svære, hvis vi samtidig har en talentfuld spiller på vej, der skal have støtte og have muligheden. De kampe skal jeg tage, uden at jeg nu tror, der kommer så mange af dem. Nu har vi Menno, der virkelig er en 'driver' for den her strategi, og som tror på strategien og vores fodboldidentitet, siger James Gow.
Nødvendigt med svære og upopulære beslutninger
James Gows trænerkarriere tog fart i Liverpool, hvor han også er fra, og som barn og ung jublede den nuværende AaB-sportsdirektør på Anfield over at se spillere som Michael Owen og Steven Gerrard få fodfæste og siden blive verdensstjerner i den røde Liverpool-trøje.
Så den nye AaB-sportsdirektør er alt andet end immun over for glæden ved at se spillere som Oliver Ross og Malthe Højholt trives i AaB, og han har som erklæret mål at få flere af AaB's nuværende teenagetalenter igennem nåleøjet og op på førsteholdet, hvor de skal være profiler i Superligaen.
Men AaB's egne talenter og fortidens flotte præstationer er ikke alene nok til at bringe AaB i retning af Superligaens top, vurderer James Gow.
Dagen efter dette interview sagde AaB farvel til Rasmus Thelander som anfører, en række ledere og trænere i klubben har enten af egen drift fundet andre jobs eller er blevet valgt fra og fyret, og AaB-ledelsen og den ny ejerkreds har vist, man i den grad tror på egne idéer, også hvis det eksempelvis betyder at vrage Thelander, der er truppens mest erfarne spiller og var med til at vinde DM i 2014, som anfører.
- Vi skal altid have for øje, hvad der gør holdet bedre på kampdagen, og hvad der gør den stærkere på lang sigt. Hvis det betyder, vi skal tage en svær beslutning, og folk ikke kan lide én, når den bliver truffet, skal man stå det igennem og træffe den alligevel. Det hele skal handle om, hvad der er bedst for klubben.
- Der findes det her fine udtryk, at man for at lede et orkester skal vende ryggen til publikum, og sådan er det nogle gange som leder. Hvis det gør klubben bedre, må man ikke være bange for at træffe svære og hårde beslutninger, siger James Gow.
- Jeg mødes med Lynge [Jakobsen] senere i dag. Han har været ekstremt succesfuld her i AaB, og det ville være dumt af mig ikke at lære det, jeg kan af ham med al den viden, han har om AaB. Jeg har også min egen måde at arbejde og træffe beslutninger, som jeg tror på. Men jeg vil meget gerne inspireres af og lære fra folk som Lynge og andre, der har haft succes her, og som kan hjælpe klubbens udvikling.
Nødvendigt opgør
Siden AaB senest blev dansk mester, har FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF, FC Nordsjælland og AGF distanceret nordjyderne finansielt i en grad, så det ikke giver nogen mening at sammenligne AaB med de tidligere rivaler, der i dag køber spiller for både 10, 20, 30 og 40 millioner kroner stykket.
AaB's stærke konkurrence-position inden for talenter er udefra set også eroderet totalt, så nordjyderne i dag ikke opfattes som en konkurrent i konkurrencen om de bedste teenagere i Danmark af især de tre FC-klubber og Brøndby, der bruger mange gange flere penge på talentudvikling end AaB og på mange måder nærmere konkurrerer med udenlandske klubber som Malmö FF, Red Bull Salzburg og Club Brugge end med nordjyderne.
SPORTSCHEFERNE
NAVN: JAMES GOW
TITEL: SPORTSDIREKTØR
KLUB: AaB
ANSAT: JULI 2024
ANSLÅET SPILLERBUDGET: 35-45 MIO. KR. (7.-9. i Superligaen)
I SUPERLIGAEN SIDEN: 2024
SANDSYNLIG SLUTPLACERING: Mellem 7 og 12
James Gow vil ikke gå i detaljer med, hvordan AaB helt nøjagtig ligger i budgetter, men han er enig i, at det, der tidligere kunne få et hold til tops i Superligaen, ikke nødvendigvis er nok i år 2024.
- Jeg hader vendingen, 'sådan har vi altid gjort'. Den vil jeg gerne have ødelagt. Man skal se, hvordan det endte. Hvis noget ikke er til det bedste for klubben, skal vi ikke gøre det, så skal vi ændre det og gøre det i en fart. Vi kommer helt sikkert til at begå en masse fejl, men intentionen skal altid være den rigtige. Og vi skal væk fra at gøre ting, fordi de plejer at bliver gjort på en bestemt måde, hvis der er bedre løsninger. Fodboldverdenen udvikler sig hele tiden, og det skal vi være komfortable med.
- Klubben fortjener efter min mening, at vi træffer svære beslutninger, hvis det gør os bedre. Der er sket meget godt her, men vi endte også med at rykke ned, og det vil være vanvittigt så at træffe de samme beslutninger igen og igen og forvente andre resultater, siger James Gow.
Talenter er kernen
AaB kommer op i Superligaen med en ung trup, hvilket ifølge James Gow er et helt bevidst valg.
Der skal spilles hurtigt og løbes langt, hvilket også kan ses til træningerne i AaB, hvor man knokler igennem og har ekstra træningspas for at finde en konkurrencefordel.
'Mod' er et ord, der går igen i Tipsbladets timelange fodboldsnak med James Gow, og det er et magtpåliggende for den unge engelske sportsdirektør at understrege, at det også betyder, at AaB skal have masser af nordjyske talenter og spillere på Superliga-holdet i de kommende år.
- Vi er ikke Athletic Bilbao, alle spillere kan ikke komme fra Aalborg. Men der skal være en meget stor kerne af spillere, der er, og som virkelig forstår klubben.
- Det er en topprioritet at få lokale talenter igennem. Der lægger vi meget stor vægt på træningen og udviklingen af dem, så vi ved præcist, hvordan vi får en talentfuld 16-årig gjort klart til førsteholdet som eksempelvis 19-årig. Vi arbejder meget strategisk med, hvad der helt nøjagtig skal til for enkelte spiller teknisk, mentalt og fysisk, hvordan vi strategisk skaber plads til ham på førsteholdet, og hvad vi gør, hvis han spiller en fantastisk sæson og pludselig skal til Bayern München.
- Se også spillere som Melker [Widell] og Mathias Jørgensen [der er ny anførerduo i AaB]. De er ikke fra Aalborg, men tro mig, de er så passionerede omkring klubben, forstår den og vil så gerne gøre det godt, og så betyder det intet, at de er fra andre steder end Aalborg. Og det tror jeg også, fansene kan se. Det er afgørende for os, at nye spillere, vi bringer hertil, virkelig forstår, at man skal give alt, man overhovedet har i sig, siger James Gow.
AaB kommer ind til den nye sæson med otte spillere, der har spillet Superliga-fodbold tidligere, hvilket er betydeligt mindre end de øvrige 11 hold i rækken, herunder med-oprykkerne Sønderjyske, der trods deres omfattende udskiftninger i truppen har 13 spillere, der tidligere har spillet kampe i Danmarks bedste række.
AaB har haft en begivenhedsrig optakt til den ny Superliga-sæson – læs blandt andet om ansættelsen af en tidligere islandsk landsholdsspiller her.
Læs også Tipsbladets gennemgang af AaB's og Superliga-rivalernes spillerbudgetter her.