Video : Tipsbladet
Landshold

'Vi kan kraftedeme gøre et eller andet'

Daniel Agger er sikker på, at Danmark kan drille mægtige Spanien.

MARIENLYST STRANDHOTEL (Tipsbladet): Spanien er alt andet end en favoritmodstander for Danmark.

Det kan assisterende landstræner Daniel Agger også skrive under på.

Da han selv var på landsholdet, var han med til at tabe til Spanien et par gange, og stærkest i erindringen står EM-kvalifikationen i 2007, hvor Danmark tabte 1-2 på Santiago Bernabeu og 1-3 i Aarhus. 

Den spanske syge er fortsat gennem årene, og i sidste måned tabte Danmark også til de regerende europamestre i Nations League.

På fredag kommer Spanien til Parken, og her er Daniel Agger sikker på, at de rød-hvide kan levere overraskelsen. Troen er en helt anden end dengang i 2007.

- Vi står langt bedre nu. Spanien er måske verdens bedste fodboldhold, men når jeg kigger på vores hold, tænker jeg "vi kan kraftedeme godt gøre et eller andet". Det tænkte man måske ikke helt dengang. Det er forskellen. Forskellen er ikke på deres hold, men på vores hold, siger Daniel Agger og tilføjer:

- Der er så meget potentiale, at selv når vi skal sille mod et hold som Spanien, tænker vi, at vi godt kan få noget med.

Ifølge Daniel Agger tåler det akutelle landshold nærmest ingen sammenligning med det, han selv var en del af.

- Bredden er langt bedre. Man ser tydeligt, hvor mange spillere der spiller i topklubber rundt omkring i Europa - i hvert fald de bedste ligaer. Det havde vi ikke i samme omfang dengang. At der ikke er nogle Superliga-spillere med siger også en del. Der er så mange at tage af i Europa, som spiller på et højere niveau.

- Det siger sig selv, at når man til dagligt spiller på et højere niveau, er det også lettere at gå ind og være med mod et hold som Spanien, siger han.

Danmarks assisterende træner har også opskriften på, hvordan Danmark skal slå Spanien.

- Kan man komme ud af deres førstepres, er der meget plads. Det er der, de afgiver pladsen. De har også et stort mellemrum mellem deres forsvarsspillere, og det skal udnyttes, men det kan man kun, hvis man har modet til at spille ud af førstepresset.

- Og så skal vi spille med kvalitet. Hvis kvaliteten falder mod Europas bedste hold, så spiser de dig, fastslår Agger. 

Danmark mod Spanien er på menuen fredag 20.45.