Manchester United-anfører Bruno Fernandes er overbevist om, at klubbens nye cheftræner, Ruben Amorim, vil få samme store indflydelse i den engelske storklub, som han havde i Sporting gennem flere år.
Den portugisiske fodboldklub havde ikke vundet den hjemlige liga i næsten 20 år, indtil Ruben Amorim førte hovedstadsklubben til titlen i 2021.
Og i denne sæson har Sporting vundet samtlige 11 kampe i ligaen.
Sporting har således gennemgået en stor forvandling under 39-årige Amorims ledelse, og det har imponeret Bruno Fernandes.
- Jeg håber, at han gør det samme her (i United, red.), for nogle gange kan en person ændre energien i et rum, hvis det er det rette øjeblik.
- Vi håber, at det er det rette øjeblik for ham at bringe sin energi, sine kvaliteter og sin fodboldviden.
- Hvis nogen tvivler på det, skal de bare kigge på fortiden, siger Bruno Fernandes til Uniteds egen hjemmeside.
Ruben Amorim er blevet ansat som cheftræner, efter at hollandske Erik ten Hag fik sparket i slutningen af oktober som følge af dårlige resultater.
Siden har United hentet tre sejre og en enkelt uafgjort under ledelse af den midlertidige træner Ruud van Nistelrooy, som har forladt klubben.
Bruno Fernandes understreger, at det kan tage noget tid for Ruben Amorim at implementere sin spillestil, men han er optimistisk.
- Man kan ikke bare kopiere det, han har gjort der, fordi vi har forskellige spillere og en anderledes spillestil.
- Men jeg er sikker på, at hans filosofi vil give os succes, siger anføreren.
Manchester United er nummer 13 i Premier League efter 11 kampe, men afstanden til top-4 er blot fire point.
/ritzau/