Det kører på skinner fort tiden for OB's unge angriber Luca Kjerrumgaard.
Den 21-årige angriber scorer mål på samlebånd for tiden i NordicBet-ligaen, hvor det er blevet til 12 scoringer i ligeså mange kampe.
Og tager man de sidste fem kampe med af den forrige Superliga-sæson, lyder totalen på hele 16 scoringer i 17 kampe.
De lovende takter fik ham udtaget til det danske U20-landshold tidligere på sæsonen, og for et par dage siden blev han så forfremmet til U21-landsholdet, der efterudtog den store angriber på grund af sygdom og skader.
Og selvom det hele var en anelse hektisk, glæder Luca Kjerrumgaard sig over indkaldelsen.
Det fortæller han i et interview med Tipsbladet og den øvrige presse.
- Det har været lidt hektisk. Nogle gange så sker ting lidt hurtigt, og så er det bare med at reagere på det. Jeg er egentlig bare glad for at få muligheden.
Med en så god målnæse er det næppe kun U21-landsholdet, der har set sig lune på Kjerrumgaard.
Unge angribere med mål i støvlerne plejer nemlig at være i høj kurs på markedet, og selvom OB-stjernen ikke ser sig selv skifte væk fra Ådalen i skrivende stund, kan man ikke undgå at lytte til interessen.
- Det er klart, at når man gør det så godt, som jeg har formået at gøre det, både i slutningen af Superligaen og i starten af NordicBet-ligaen, så kommer der ting, og det er jo klart, at man lytter.
- For mig handlede det om, at jeg bare skulle spille. Jeg skulle udnytte det momentum, jeg havde, og jeg følte, at jeg stod rigtig godt i OB. Man følte også lidt, at man havde en mission, fordi man måske skyldte lidt.
Er du stadig i OB i foråret?
- For mig handler det om timing. Det skal være noget, jeg kan se mig selv i. Det er ikke noget, jeg går og spekulerer i lige nu. Nu skal jeg have gjort sæsonen færdig, og så må vi tage den derfra. Jeg har det godt, og det er det, jeg fokuserer på, afslutter den unge angriber.
Luca Kjerrumgaard er noteret for 46 kampe for OB.
Her er det blevet til 19 mål og et enkelt oplæg.