Superliga

Brøndby affejer interesse for talent

Talentfulde Osama Akharraz ser ud til at blive i Brøndby, selv om det tidligere så ud til, at han skulle lejes ud.

20-årige Osama Akharraz har været meldt på vej væk fra Brøndby på en lejeaftale, der skulle sikre ham mere spilletid. Men nu ser det ud til, at Brøndby i stedet ønsker at beholde Akharraz i klubben og give ham chancen på førsteholdet.

Indtil Ole Bjur træder til som sportschef i Brøndby, er det klubbens fodboldkoordinator Jan Groth Møller, der har ansvaret for køb og salg af spillere, og han fortæller nu, at Akharraz formentlig bliver i klubben for at kæmpe sin chance.

- Jeg vil sige, at idéen om at leje ham ud ser ud til at være droppet. Der er blevet spurgt på ham, men han har trods alt et vist niveau, og han bliver nok kun lejet ud, hvis den helt rigtige klub kommer. Osama vil gerne blive her og spille for sin chance og så må vi se, siger fodboldkoordinatoren til tipsbladet.dk.

Osama Akharraz har tidligere selv meldt ud, at han er klar til at blive lejet ud, men at han også gerne vil blive i Brøndby, hvis der venter ham noget spilletid. Akharraz sad på bænken i Brøndbys sidste kamp i efteråret, hvor de mødte Silkeborg. Han debuterede på førsteholdet i en pokalkamp mod Holstebro i 2008, men har ikke optrådt på de bedstes hold siden.