Superliga

Bjur: Økonomi hindrede angriberkøb

Da transfervinduet smækkede i havde Brøndby ikke hentet den angriber, som fansene sukker efter. Ole Bjur forklarer hvorfor.

1. marts tiltræder Ole Bjur reelt først som sportschef, men alligevel har Bjur i høj grad været involveret i planlægningen af vinduet, mens udførelsen af planerne har ligget på andres skuldre.

Derfor bærer Ole Bjur en del af ansvaret for, at Brøndby ikke fik fat i den angriber, som Brøndby og klubbens fans så brændende ønsker sig. Bjur forklarer her, hvorfor det ikke lykkedes.

- Vores økonomiske situation har været sådan, at vi ikke kunne få de angribere, vi gerne ville have. Hver gang vi har fundet noget, har det vist sig ikke at kunne lade sig gøre, idet vi har haft en relativ smal økonomisk ramme. En god angriber til billige penge er svær at grave frem, og vi skal ikke lave nogen hovsaløsninger. Derfor har vi valgt at se tiden an og køre videre med vores nuværende angribere, siger Ole Bjur til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Bjur bekræfter: Wass tabt for Brøndby

Derfor vedkender Brøndby-chefen også, at klubbens angreb står en smule svækket i forhold til efteråret. Peter Madsen og Alexander Farnerud er væk, og nu er det op til Nicolaj Agger, Ousman Jallow, Brent McGrath og Bruno at lave Brøndbys mål.

- Der er et uindfriet potentiale i de angribere, vi har. Så nu må vi konsolidere os med dem og kigge fremad. Så kan du sige, at vi har mistet to angribere, men den ene fik ikke ret meget spilletid, og den anden har været benyttet meget, men med begrænset succés set over en længere periode, siger Bjur og fortsætter:

- Målet for vinduet har været at reducere truppen. Vi er kommet af med tre og har hentet én, og så er vinduet ikke lukket alle steder, og derfor er det meget sandsynligt, at der kommer én afgang mere, siger Ole Bjur med henvisning til Stefan Gislason, der er på vej til Viking.

I OB har de haft succés med at skære drastisk i deres trup ved at komme af med hele ni spillere. Fire af dem er blevet fritstillet med nogle måneders løn. Den model har ikke været benyttet i Brøndby, der stadig har netop Gislason i truppen samt Mikkel Bischoff, Remco van der Schaaf, Ousman Jallow og Jan Frederiksen, der har været i overskud og er blevet meldt på vej ud.

- Det er svært præcist at gennemskue for os udenforstående, hvad det er, OB præcis har gjort. Det handler om at finde ud af, hvad der er muligt, og hvad spilleren vil. Jeg kan godt se, at vi måske kunne have skåret en spiller eller to mere fra. Men nu endte det sådan her, og nu må vi kigge fremad, siger Ole Bjur.