Det har ikke kørt helt efter planen for Jesper Lindstrøm i forbindelse med skiftet til Napoli. Efter det første halve år er han stadig uden sin første scoring eller assist. Det lader dog til, at der er tiltro til ham alligevel.
Ved Napolis pressemøde forud for søndagens kamp mod Verona kom cheftræner Walter Mazzarri ind på den danske offensivspiller.
- Han kan give ekstra værdi. Når de kommer fra en anden virkelighed med den taktiske tilgang, vi har, er det ikke nemt, siger han og fortsætter:
- Det vigtige er, at drengen vokser, stille og roligt integrerer sig i vores fodbold. Også under træning er han meget positiv, jeg har tillid til, at han kan hjælpe os, lyder det fra Napoli-træneren.
Derudover var Napoli-præsident Aurelio De Laurentiis også ude med et stort forsvar af danskeren, som har fået godt med kritik. Det har klubben også for at have brugt så mange penge på en spiller, som er blevet anset som et fejlkøb, som faktisk ikke passer på kanten.
- Jeg hører folk sige: Hvorfor har I købt en trequartista i stedet for en til at erstatte Politano og Kvaratskhelia. Så, Lindstrøm har spillet 23 gode kampe, ikke i Napoli selvfølgelig, som højre kant. Så spillede han 19 kampe som trequartista, men der er flere af de andre. Så spillede han som midtbanespiller til højre en gang og til venstre tre gange, siger han og tilføjer, at han er træt af at høre folk sige "hvem er det dog, I har købt?".
Derfor vil han gerne have, at man undersøger sagerne, hvis der skal være et samarbejde mellem klubben og medierne, og han slår fast, at de har styr på, hvem de køber. Samtidig vil Laurentiis ikke længere være med til pressemøder, fortæller han.