Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus vil have Isaksen-konkurrent

Der kan være en åbning for Gustav Isaksen i Lazio-offensiven inden længe.

Gustav Isaksen skiftede i sommerens transfervindue fra FC Midtjylland til Lazio. Her er det indtil videre været sådan, at han har haft svært ved at få det store med spilletid, men det kan muligvis ændre sig.

Det skyldes, at en af hans største konkurrenter kan være på vej væk. Det skriver Rom-avisen Il Messaggero.

De kan fortælle, at Juventus-sportsdirektør Cristiano Giuntoli følger Felipe Andersons situation i Lazio meget tæt. Den 30-årige brasilianer har da også kontraktudløb til sommer, hvor prisen på ham vil være nul kroner.

Derfor er det også først til den tid, at Juventus forventes at gå efter brasseren.

Isaksen selv har dog på det seneste vist sig særdeles godt frem for den den italienske hovedstadsklub. I Champions League-kampen mod Celtic leverede han to assister i deres 2-0-sejr over skotterne.

Det er noget, som kan ses i videoen øverst i artiklen.

Samlet er det blevet til 14 kampe for Isaksen, hvor de fleste af dem har været som indskifter og ind imellem med ret begrænsede minutter.

Den danske kantspiller er desuden blevet hyldet af sin træner, som har bemærket, at Isaksen både har ændret sin træning og sin mad. Læs mere om det her.