Serie A

Avis: Mourinho meget tæt på Inter

Ifølge en italiensk avis skulle Jose Mourinho være meget tæt på at gøre comeback i Inter.

Rygterne om Jose Mourinho er efterhånden mange. Det ene øjeblik er han på vej til Chelsea, så er han på vej til Inter, og så er han fast besluttet på at blive i Real Madrid. I længden bliver det en anelse triviel læsning.

Men den italienske sportsavis,

La Gazzetta dello Sport

, bringer alligevel en historie i dag, der trods alt ikke helt kan lade være med at give stof til eftertanke. Avisen hentyder nemlig på det kraftigste, at Jose Mourinho er på vej mod et sensationelt comeback i Inter.

Avisen mener nemlig at vide, at Jose Mourinho har skrevet sine børn op til en skole i Lugano, der ligger blot 40 kilometer væk fra Inters træningsbaner. Da Mourinho stod i spidsen for Inter, gik hans børn på præcis samme skole.

Det italienske medie noterer sig også, at nyheden falder dagen efter, at portugiseren sagde følgende til et andet italiensk medie om Inters præsident, Massimo Moratti:

- Præsident Moratti er en fantastisk mand. I disse triste dage for Inter tog han sig tid til at takke samtlige af klubbens spillere. Det er intet mindre end fantastisk. Han viser hele fodboldverdenen, hvordan en præsident skal være. Alle Inter-fans skal være stolte af at have ham som præsident, lød det fra Mourinho.

Alt det sammenholdt med Inters mange skuffende resultater i denne sæson, og man kan ikke lade være med seriøst at overveje: Er Jose Mourinho virkelig på vej tilbage til Inter?