Superliga

Randers-boss: Vi holder budgettet

Randers FC budgetterede sidste år med et mindre underskud på driften, og klubbens direktør Jacob Nielsen glæder sig over, at regnskabet i modsætning til næsten alt andet ikke er væltet for den kriseramte klub.

Efteråret har været en dans på falmede roser og sylespidse torne for Randers FC, der i SAS Ligaen har fulgt en flot femteplads op med at lægge suverænt sidst med tre runder tilbage før vinterpausen.

Randers-fans har også måttet følge økonomiske problemer hos klubben største enkeltsponsor Peter Halvorsen og dennes firma, der lige nu forhandler med kreditorer for at undgå konkurs.

Med en række katastrofale regnskaber hos andre SAS Liga-klubber kunne man derfor frygte for Randers' kommende regnskab, men i hvert fald indtil 30. juni har Randers FC ifølge direktør ikke haft problemer med at holde budgettet.

- Vi har meldt ud fra dag et, at det væsentligste i driften af den her klub er orden i økonomien. Jeg kan love, at det ikke går skævt, som man har set andre steder. Vi fortalte, at vi ville få et mindre driftsunderskud, og det holder stik, siger Jacob Nielsen til tipsbladet.dk.

Det er rart, at der bare er lidt, der fungerer, tilføjer direktøren lettere galgenhumorisk.

Randers har 18 SAS Liga-runder til at hente de 11 point, der er op til FC Nordsjælland på den rigtige side af nedrykningsstregen.