Superliga

Legendernes Tid: OB er svag mesterskabsfavorit

Tipsbladet.dk går ned ad mindernes allé. Vi taler med SAS Liga-klubbernes legender, og giver dem mulighed for at pege både frem og tilbage. Det er legendernes tid. I dag med OB og Steen Nedergaard.

Steen Nedergaard spillede 423 kampe for OB i perioderne 1987-2000 og 2003-2004. Nedergaard arbejder idag som spilleragent tilknyttet Spillerforeningen.

Hvad er din vurdering af OB's efterår?
- Det har været et super efterår med et rigtig højt bundniveau. OB har været super stabile. Og det er helt klart kollektivet, der har båret dem fremad. Alle spillere har vist, hvad de skulle, så det er bare at holde fast i de ting i foråret.

Hvem har været den største profil hos OB i efteråret?
- Selvfølgelig har Peter Utaka været god og utrolig afgørende med sine mange mål, men også spillere som Eric Djemba-Djemba og Anders Møller Christensen skal have stor kredit for at stabilisere midteraksen på holdet. Overordnet kan man bare sige, at det er positivt, at OB har formået at holde fast på spillere som Djemba-Djemba og Utaka. Tidligere var det nødvendigt at sælge den slags spillere, men klubbens økonomiske situation gør dem i stand til at sige nej. Det er virkelig positivt.

Hvis du kunne plukke fra alle verdens hylder, hvilken spiller ville så bedst kunne forstærke OB?
- Han skulle jo selvfølgelig være klar til at bære det nordiske klima, så sådan en som Zlatan Ibrahimovic, der jo er skandinav i forvejen, ville ikke være toset. Han er en stor og stærk targetmand. En type som OB mangler en lille smule til at supplere Peter Utaka i front. Jeg tror, Ibrahimovic ville blive en ret stor succes i Odense!

Hvem napper guldet?
- Det er altid svært at gisne om, når der har været en kamppause på fire måneder. OB har en rigtig svær første kamp ude mod FC Midtjylland, og det er SÅ vigtigt at komme godt fra start, for sæsonen bliver kompakt, og når vi først er igang, går der kun to-tre måneder, så er det hele afgjort. Det bliver utrolig jævnbyrdigt mellem OB og FCK, men OB har den bredeste trup. Den hedder 51-49 i OB's favør.

Hvad er dit bedste minde fra din tid i klubben?
- Selvfølgelig var hele UEFA Cup-eventyret fantastisk. Vi sad i flyet på vej til Danmark fra Madrid i starten af december og var klar til kvartfinalen i UEFA Cuppen efter 2-0 over Real. Det var noget helt specielt. Men vores Ynglinge-DM sejre i 1987 og 1988 kommer tæt på. Vi var en super gruppe af unge spillere, der ville opnå en masse ting. Det var helt vildt stort som ung spiller at opnå at vinde et mesterskab. Det var sådan en slags uspoleret glæde, som er svær at sammenligne med noget andet, fordi det var de første titler, jeg var med til at vinde.