Superliga

Gislason har overrasket stort

Talentet var tydeligt, men at gennembruddet for OB's Rurik Gislason skulle blive så markant og komme så hurtigt, har overrasket.

For godt et år siden var der varme rygter om, at AGF var tæt på at hente Viborgs Rurik Gislason på en sommertransfer. Skiftet blev ikke til noget og i stedet markerede islændingen sig stærkt i 1. division, hvor han nettede hele 15 gange i sæsonen uden, at det dog hjalp klubben til den ellers håbede tilbagevenden til SAS Ligaen.

I stedet hentede OB islændingen uden at det var med øje for en plads i angrebet som i Viborg. Midtbanen var placeringen, hvor den unge islænding skulle konkurrere om pladsen, og her har han slået til.

- Da vi hentede ham, vidste vi godt, at der var tale om et stort talent, men at ville præstere på det niveau, som har været tilfældet har overrasket mig, siger OB-træner Lars Olsen til tipsbladet.dk.

Læs også: Olsen: Runström offer for hård konkurrence

- Han er stærk, løbevillig, fysisk anlagt, har et godt skud og er faktisk bedre med hovedet, end man lige umiddelbart tror, lyder roserne fra Lars Olsen.

- Han kom efter at have været lidt nede i en bølgedal og havde mest været brugt som angriber. Jeg havde regnet med, at han over længere tid ville slå igennem og så ham som en styrkelse af holdets bredde, men han har virkelig præsteret godt fra start, og det er naturligvis kun noget, vi glæder os over, siger Lars Olsen til tipsbladet.dk.

Rurik Gislason har spillet 12 kampe for OB i sæsonen og har scoret ét mål men har bidraget enormt til OB's offensiv med sit energiske spil og gode blik for medspillerne.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.