Superliga

Gilberto: Jeg troede, det var slut

AC Horsens-angriberen Gilberto var overbevist om, at han så døden i øjnene, da han kørte galt i Brasilien.

Horsens-angriberen Gilberto Macena var i januar ude for en grim oplevelse, da han i Brasilien var tæt på frontalt at blive torpederet af en modkørende lastbil på sin sidste ferie-dag i december, inden han efter planen skulle tilbage til Danmark og forberede sig på træningsstarten i Horsens.

Angriberen er efter hospitalsophold i hjemlandet atter tilbage på træningsbanen i det østjyske, hvor han indtil videre selvtræner for at blive helt klar oven på uheldet. Angriberen husker med gru tilbage på den voldsomme oplevelse.

- Jeg kommer kørende i vores familie-bil i Brasilien - en firehjulstrækker. Jeg kører med høj hastighed uden at køre for stærk. Da jeg kommer ind i et sving, kommer der en lastbil kørende direkte mod mig. Lastbilen er i gang med en forbudt overhaling og har retning direkte mod mig. Der er vel 50 meter mellem min bil og lastbilen, siger Gilberto Macena til tipsbladet.dk.

- Jeg drejer alt, hvad jeg kan ned af en sidevej for at undgå lastbilen, men jeg har ingen mulighed for at holde bilen, der rammer nogle mursten og ryger ind i en skov. Bilen ruller fire-fem gange rundt. Det bliver sort for mine øjne, og jeg er sikker på, det er slut, husker angriberen.

Gilberto slår hovedet, hoften og benet ved ulykken og mens en ambulance og politiet bliver tilkaldt af vidner, stikker lastbil-chaufføren af.

- Han kører bare videre, og de der så uheldet, fik ikke taget nummerpladen. Politiet har siden ledt efter ham men har ikke kunnet finde ham, siger Gilberto.

- Jeg bliver kørt på hospitalet, hvor jeg bliver syet med 15 sting i benet og røntgenfotograferet for at tjekke om, alt er ok. Mit højre ben er det eneste, der er noget galt med, så jeg er sluppet meget billigt. Dagen efter bliver jeg udskrevet fra hospitalet og bliver 10 dage mere i Brasilien, hvor jeg humper rundt med et par krykker.

Læs også: Topscorer syet med 15 sting

Angriberen fysisk slap ufatteligt heldigt fra uheldet, men oplevelsen har også sat sig psykisk.

- Det er helt sikkert, at det har ændret min person. Jeg er blevet meget mere bevidst om livet. Jeg er meget mere opmærksom på at sætte pris på min tilværelse, familie og venner, men jeg er også sikker på, at jeg på sigt bliver en stærkere person, siger Gilberto Macena til tipsbladet.dk.

Læs også: Horsens holder snor i Macenas tilstand

Siden hjemkomsten til Danmark har Gilberto fået fjernet stingene i højre ben men er endnu ikke klar nok til at træne sammen med sine holdkammerater.

- Jeg træner endnu for mig selv, og det er ikke så rart. Der går nok 10 dage endnu, før jeg kan komme tilbage og være sammen med de andre. Der glæder jeg mig enormt meget til, siger han.

- Jeg kan løbe og træne fysisk træning uden problemer, men jeg kan endnu ikke sparke til en bold. Det gør ondt, hvis jeg skal tæmme en bold eller sparke til den, men det bliver bedre og bedre, så heldigvis er der endnu god til til turneringen starter, og jeg regner med at være helt på toppen, når sæsonen starter, siger Gilberto Macena.