Superliga

Frank Buch: Ny sportschef skal vinde mesterskabet

Brøndby-direktør Frank Buch-Andersen leder efter en ny sportschef, der skal få Brøndby tilbage på toppen af dansk fodbold.

I går trådte Anders Bjerregaard tilbage som sportschef i Brøndby IF. Rygter har siden svirret om, at bestyrelsesformand Per Bjerregaards søn virkeligheden blev afskediget som følge af fire nederlag i streg.

Sikkert er dog, at Brøndby nu leder efter en ny mand til posten, der indtil videre vil blive varetaget af Frank Buch-Andersen, cheftræner Kent Nielsen og talentchef Kim Vilfort. Og der er store krav til den nye sportschef.

- Vi VIL tilbage og have mesterskaber og pokaler. Det vil være det primære mål for den kommende sportschef og sportslige ledelse, og det arbejde er i gang, skriver Frank Buch-Andersen i en blog på brondby.com.

Noget tyder dog på, at det er en mere langsigtet plan for klubben. På den korte bane er ambitionerne derimod blevet nedjusteret en smule, og selvom Buch-Andersen understreger, at "intet er umuligt, så længe chancen er der", ser det ikke ud til, at man regner med et mesterskab til Vestegnen i denne sæson.

- Vi har vinteren, men også foråret til at forberede os til den sæson, der kommer. Der er to transfervinduer at gøre godt med, men der er også andre ting der kan gøres - og vil blive gjort, hedder det i bloggen.

- I denne sæson vil vi være tilfredse med at opfylde den kortsigtede målsætning. På længere sigt vil vi være bedst i Danmark, slutter Buch-Andersen og erklærer målet som en tredjeplads.

Brøndby ligger ved vinterpausen på en femteplads med hele 11 point op til førerholdet OB.