Superliga

Per Bjerregaard: Vi har et problem

Brøndbys bestyrelsesformand Per Bjerregaard er ked af den vedvarende negative fokus på Brøndby og erkender, at der skal kigges indad.

I de seneste mange uger har den ene negativt vinklede historie afløst den anden, når det kommer til fokus på Brøndby. Mange historier har kørt på en angivelig magtkamp mellem Per Bjerregaard og direktør Frank Buch-Andersen.

En magtkamp, der skulle have sit udspring i, at direktøren angiveligt havde en finger med i spillet, når det kommer til Anders Bjerregaards stop som sportschef i Brøndby.

Tidligere i dag har kommunikationsekspert, Fernando Olsen, kaldt Frank Buch-Andersen en idiot, når det kommer til hans ageren som direktør i fodboldklubben og overfor bestyrelsesformand Per Bjerregaard.

Per Bjerregaard selv har endnu ikke selv set Fernando Olsens citater.

- Jeg har ikke læst den, og heldigvis for det, kan jeg høre. Derfor vil jeg ikke kommentere på den sag.

Læs også: Ekspert: Brøndby-boss er illoyal, egoistisk og umoralsk

En sag, som Per Bjerregaard gerne vil ytre sig om er den vedvarende negative fokus, der har været omkring blandt andet om forholdet mellem han selv og Frank Buch-Andersen.

- Det handler meget om, at vi har været for dårlige til at kommunikere vores holdninger ud. Det må vi erkende er et problem, siger Per Bjerregaard til tipsbladet.dk.

- Det var blandt andet også derfor, at vi indkaldt til et møde med flere fans i denne uge. Det handler meget om, at der bliver skrevet meget på diverse debat-fora, hvis fansene er vrede på mig, Frank, træneren eller andre. Med alt respekt for alle de seriøse ting, der bliver skrevet de steder, kører det altså også nogen gange af sporet, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Derfor indkaldt vi nogen af de markante debatører til møde for at svare på de spørgsmål, de måtte ligge inde med og som vi kunne svare på efter bedste evne efter de regler der er omkring at være et børsnoteret selskab.

- Men derfor skal der ikke herske tvivl om, at kommunikationen fra klubben og ud skal forbedres, siger Per Bjerregaard.

Læs også: Buch-Andersen: Den pakker fisk i morgen

Det har jeg hørt dig sige tidligere for lang tid siden. Er der ikke sket noget på det punkt?

- Det har tidligere været et tema, men lige nu handler det om, at vi i de seneste to måneder ikke har været gode nok til at koordinere, hvad der er blevet sagt og få kommunikeret det ordentligt ud. Det skal vi have forbedret med det samme, siger Per Bjerregaard til tipsbladet.dk.