Superliga

AGF-direktør afviser brandudsalg af profiler

Trods Århus Elites kæmpe underskud på 43,5 millioner kroner på årsregnskabet er AGF's profiler ikke kommet på tvangsauktion. De sælges kun for gode tilbud, fastslår koncerndirektør Jan Christensen.

Tallet hedder godt 43 millioner, og det står og blinker i rødt.

Det kæmpe underskud i Århus Elite A/S var måske nok ventet, men ikke desto mindre utrolig skuffende, og det kalder selvfølgelig på handling fra ledelsen i koncernen bag AGF.

Organisationen skal trimmes, så der fremover kun forkuseres på fodbold og eventdelen, mens aktierne i de mindre sportsgrene som basketball og håndbold sælges fra.

Derudover er transferindtægter for salg af spillere den hurtigste måde at få penge i kassen på, og profilerne bag AGF's sportslige succes burde være gode salgsvarer.

Navne som landsholdsspiller Jakob Poulsen, samt måske Michael Lumb, Nando Rafael og Dioh Williams, kunne være interessante for mange klubber, men hvis man tror, at der nu afholdes tvangsauktion i AGF, må man tro om.

- Vores spillere er absolut ikke til salg for enhver pris. Det er stadig vores strategi at holde fast i en god og stærk trup, som kan fortsætte den sportslige succes, siger administrerende direktør i Århus Elite A/S, Jan Christensen, til tipsbladet.dk.

Omvendt står døren til hans kontor åben for gode tilbud.

- Tilbuddene kommer til Brian Steen (sportsdirektør, red.), og så vurderer han og jeg i samarbejde med bestyrelsen, om vi skal acceptere det. Jeg er forretningsmand og er også nødt til at se på fodboldspillere som aktiver, der kan give afkast, siger Jan Christensen.

- Men hvis vi skal acceptere tilbud, skal vi både have en egnet afløser parat i truppen og tjene nok penge ved handlen til, at vi kan eventuelt kan købe en ny spiller.