Superliga

200-kamps jubilar: AGF betyder meget for mig

AGF's målmand Steffen Rasmussen runder iaften 200 kampe for AGF. Et jubilæum, der gør ham stolt. Men også et jubilæum, der bliver en kamp som alle andre. En kamp om tre point.

27-årige Steffen Rasmussen runder iaften 200 førsteholdskampe for AGF, når han løber på banen med anførerbindet om armen iaften mod SønderjyskE.

- Selvfølgelig er jeg både glad og stolt over at runde 200 kampe. Det er gået slag i slag, og 200 kampe for AGF er stort og betyder meget for mig, siger Steffen Rasmussen til agffodbold.dk.

Om han står en jubilæums-brandkamp eller ej betyder dog ikke det store for keeperen. Det vigtigste for ham er at hente de tre point, så AGF kan holde fast om pladsen i subtoppen.

- Når kampen er i gang, betyder der ikke noget, at det er min kamp nr. 200. Så er det en fodboldkamp som alle andre - og det eneste, der tæller for mig, er, at vi får tre point. Hvordan det sker, er jeg sådan set ligeglad med. Vi havde udmærket fat i dem sidste gang, men vi skal være opmærksomme på ikke at give så mange dødbolde væk. Det er deres farligste våben, og vi skal derfor sørge for ikke at komme i så mange undertalssituationer, som tilfældet var i Århus, for det gav dem en del dødbolde, som voldte os problemer, siger Rasmussen.

AGF mødte sidst SønderjyskE for bare 14 dage siden, hvor det blev til en 2-1 sejr.