La Liga

Bille stolt over debut

Nicki Bille Nielsen er stolt over debuten for Villarreal.

Det var egentlig planen, at Nicki Bille Nielsen skulle spille et år på Villarreals B-hold inden det kunne komme på tale, at danskerens skulle kastes i ilden i den spanske Primera Division.

Men grundet en lang række skader i "Den Gule Ubåds" offensiv var Bille med i truppen til gårsdagens kamp mod Levante, og med et kvarter tilbage af opgøret, blev angriberen sendt i aktion. Og selvom han ikke nåede at udrette meget i Villarreals offensiv, var oplevelsen alligevel stor.

- Jeg er glad og stolt over at have fået debut på et af verdens bedst spillende hold og danne et angreb, der hedder Nilmar, Rossi og Nicki Bille. Det er jeg stolt af, siger Bille til DR Sporten.

Nicki Bille har ikke tænkt sig, at lade den tidlige debut blive en sovepude.

- Nu skal jeg ikke bare læne mig tilbage og sige, at nu har jeg fået debut. Det her giver mig blod på tanden, lyder det fra den tidligere FCN-spiller.

Nicki Billes Villarreal-debut endte med et nederlag på 0-1.