La Liga

Barcelona bankede Laudrup og co.

Barcelona havde ingen problemer med at slå Michael Laudrup og Mallorca på udebane.

Det var et skadesramt Barcelona-hold, der rejste til ferieøen Mallorca for at spille imod Michael Laudrups hold. Men det kunne ikke ses på præstationen at flere profiler manglede i Barcelonas startellever. Med en sikker 3-0 sejr kunne de rejse tilbage til fastlandet.

Første store mulighed tilfaldt Lionel Messi efter en halv time. I et tjept samspil med Iniesta kom han helt fri foran mål, men på usædvanlig vis lykkedes det Messi at sparke bolden over målet.

Messi gjorde dog skaden god igen efter 37 minutter. Et flot lob fra Keita sendte Messi i løb ind i feltet og med hovedet fik den lille argentiner headet bolden over Mallorcas målmand. Messi var i situationen i en mulig offside-position, men linjevogteren vurderede ham til at være på den rigtige side. Resten af halvlegen bød på flere store Barcelona chancer, og Laudrup måtte for alvor til at dirigere med sine spillere.

Ti minutter inde i anden halvleg øgede David Villa Barcelonas føring til 2-0. Busquets var manden bag den dybe stikning, som Villa brugte til at afdrible målmanden og score. Målet var Villas 21. i sæsonen, hvilket samtidig betyder at den målfarlige spanier har scoret flere flere mål i år end Ibrahimovic gjorde i sidste sæson.

Efter 65 minutter bankede Pedro de sidste søm i Mallorcas ligkiste med et spark fra venstre side af feltet, der blev rettet af på vej over i det lange hjørne.

Kampens tre målscorere, Messi, Villa og Pedro, står nu noteret for hele 83 mål tilsammen.

Med sejren lægger Barcelona igen pres på Real Madrid, der spiller ude imod Deportivo La Coruna.