Manchester City kan miste en af holdets helt store stjerner.
Belgiske Kevin De Bruyne har i efterhånden mange år spillet en stor rolle i Manchester Citys succes, men til sommer kan det være forbi.
Belgieren har nemlig været sat i forbindelse med flere saudiarabiske klubber, og i et interview med HLN fortæller han også, at det er interessant med et skifte til oliestaten.
- I min alder skal man være åben over for alt. Vi snakker om helt vilde summer af penge, i hvad der kan være slutningen af min karriere. Det er man nødt til at tænke over.
- Hvis jeg spiller der i to år, så vil jeg kunne tjene virkelig mange penge. Jeg har spillet fodbold i 15 år, og det er ikke sikkert, jeg er nået det beløb endnu.
- Man er nødt til at tænke over, hvad det vil betyde. Men i øjeblikket har jeg ikke tænkt så meget over det, fortæller Kevin De Bruyne.
Ifølge ESPN har Kevin De Bruynes bagland besøgt intet mindre end ti saudiarabiske klubber i maj måned.
Kevin De Bruyne har kontrakt til sommeren 2025 i Manchester City.