Premier League

Chelsea kigger på Allsvenskan-spiller

Den svenske liga kan blive en profil fattigere efter, at den engelske storklub, Chelsea, har fattet interesse for ligaens topscorer, der koster 22 millioner.

Den næste spiller i Chelsea-trøjen kan meget vel gå hen og blive en brasilianer, der spiller i den lille Göteborg-klub, GAIS. Wanderson har haft en forrygende sæson med 18 sæsontræffere til trods for klubbens beskedne placering som nummer 11. Det var nok til at placere den 23-årige angriber øverst på topscorerpladsen sammen med rutinerede Tobias Hysén.

Feyenoord, AZ Alkmar, Werder Bremen og Sporting Lissabon har alle været og se på den målfarlige angriber, men nu meldes Chelsea også på banen. Storklubben overværede GAIS kamp mod Malmö den 23. oktober og spilleren selv bekræfter interesse.

- Jeg blev overlykkelig, da jeg hørte, at Chelsea var på plads for min skyld. Chelsea er en klub som jeg meget gerne vil spille i. Det vil være fantastisk at komme til at spille i sådan en klub, siger Wanderson do Carmo til Göteborg Posten.

GAIS vil ikke bekræfte, hvilke klubber som er interesserede, men prisen vil de gerne ud med.

- For tre millioner euro (22,3 mio dkk) slipper vi Wanderson, siger klubdirektør Sebastian Arby.

Både Wanderson og Chelsea har begge været i vælten for andet end hvad der sker på grønsværen. Den brasilianske angriber har spillet uden arbejdstilladelse for GAIS, mens Chelsea for få måneder siden fik en transferkarantæne på to
transfervinduer, fordi de tilbage i 2007 ulovligt hentede den franske
ungdomsspiller Gael Kakuta til London fra Lens.

Den karantæne er nu
ophævet. Chelsea har anket dommen, og så længe sagen behandles, må
Chelsea gerne hente spillere.