Lars Olsen svarer igen på færøsk kritik
Illustration
Landshold

Lars Olsen svarer igen på færøsk kritik

Lars Olsen er skuffet og vred over, at han i færøske medier er blevet fremstillet som uforberedt og inkompetent.

Som tipsbladet.dk mandag kunne referere, er den tidligere danske landsholdsanfører Lars Olsen kommet i modvind på Færøerne, hvor han bestrider jobbet som landstræner. 

I forbindelse med den kommende VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan har Lars Olsen flere gange udtalt, at Kasakhstan har en stærk trup, der primært består af spillere fra den russiske liga. Problemet for Olsen har været, at der ikke er en eneste spiller i Kasakhstans trup, der på kontrakt i en russisk klub. Derfor er han havnet i modvind, og der er på Færøerne blevet sat spørgsmålstegn ved hans forberedelse til jobbet. 

Nu svarer Lars Olsen igen på kritikken i en officiel kommentar på det færøske fodboldforbunds hjemmeside. 

- Efter en uheldig og fejlagtig udtalelse fra mig til radio og TV på Færøerne, er det på internettet blevet fremstillet, som om jeg er inkompetent, uforberedt og ikke tager mit job, som landstræner på Færøerne, seriøst. Det vil jeg ikke have hængende på mig og, det berører min professionelle stolthed. Der gør mig både vred og skuffet, da jeg bruger mange timer på at forberede landsholdet bedst muligt til kommende opgaver, lyder det fra Lars Olsen. 

- Jeg har set ca. 70 kampe her på Færøerne og når jeg ikke selv kan være på Færøerne, får jeg ugentligt informationer fra min assistent træner, Jóannes Jakobsen. Jeg har samtidig set og fulgt de færøeske spillere i Danmark, Norge og Skotland. Desuden har jeg været til de kampe, hvor vores modstandere har spillet, da det har været muligt. Ellers har jeg set kampene på DVD, tilføjer han.

Lars Olsen fastslår endeligt, at han tager sit job som landstræner for Færøerne dybt seriøst. 

- Derfor vil jeg ikke acceptere, at en enkelt uheldig og fejlagtig udtalelse, som jeg beklager dybt og jeg alene bærer ansvaret for, skal være årsag til, at jeg bliver stemplet som uforberedt og useriøs i mit arbejde som landstræner for Færøerne, lyder det i kommentaren fra Lars Olsen. 

Færøerne har tabt alle kampe i VM-kvalifikationen indtil videre og har en målscore på 3-25. Lars Olsen har kontrakt med det færøske fodboldforbund frem til udgangen af 2015.

Landsholdet mangler at spille mod Kasakhstan på hjemmebane på fredag og Østrig i sidste spillerunde tirsdag den 15. oktober.