Færøerne fik første point i VM-kvalen
Illustration
Landshold

Færøerne fik første point i VM-kvalen

Færøerne kom endelig på tavlen i VM-kvalifikationen, da det hjemme blev til 1-1 mod Kasakhstan.

Færøerne havde endnu det første point til gode i VM-kvalifikationens gruppe C, men muligheden var tilstede i aftenens kamp, hvor Kasakhstan kom på besøg.

Den tidligere danske landsholdsanfører Lars Olsen valgte som sædvanligt at starte med den tidligere Silkeborg-keeper Gunner Nielsen mellem stængerne, mens også den nuværende Silkeborg-spiller Christian Holst var blandt de foretrukne 11.

Færøerne havde kun scoret tre mål indtil videre i kvalifikationen inden aftenens kamp, men det fjerde skulle komme efter 41 minutter, da Hallur Hansson kunne bringe Færøerne foran med 1-0, som også var stillingen ved pausen.

Dermed kunne Lars Olsens tropper dufte det første point i gruppen og måske endda en sejr, men 10 minutter inde i anden halvleg bragte Andrey Finonchenko balance i regnskabet.

Mere blev der ikke scoret i kampen, og dermed hentede Færøerne det første point, men befinder sig stadig på sidste pladsen fire point efter aftens modtander Kasakhstan.