Generelle

Sponsor-stop forgylder Brøndby

Kasi-Jesper sikrer Brøndbys økonomi i flere år med sit farvel

Brøndbys farvel til Kasi-Jesper som hovedsponsor kommer til at forgylde klubben på vestegnen, der nærmest med et trylleslag får ændret et underskud på 30 mio. kr. for 2009 til et overskud på op til fem millioner.

- Vi kommer til at savne Jesper Nielsen, men er glade for den generøse måde ophøret sker på, hvor vi har økonomi til principielt at vente i lang tid med at finde de rigtige nye samarbejdspartnere til afløsning for Kasi, siger Brøndby-direktør Frank Buch-Andersen til klubbens hjemmeside.

Brøndby sikres med aftalen det samme som sponsoratet ville indebære frem mod udløbsdatoen 1. juli 2013, og samtidig får man mulighed for at indgå nye hovedsponsoraftaler fra 2011 og frem.

Den fremskyndede udbetaling af sponsorbeløb fra Kasi medfører at Brøndbys årsregnskab for 2009 i stedet for et kalkuleret underskud på 30 mio. kr. vil ende med sorte tal og et plus mellem to og fem mio. kr.

Det stiller klubben anderledes frit i de kommende transfervinduer end man ellers forventede. Trods udsigten til et stort underskud slog direktør Frank Buch-Andersen for nylig i Tipsbladet fast, at der var råd til de nødvendige spillerinvesteringer.

Foreløbig består tilgangen i vinter dog kun af tilbagevendte lejesvende, men man venter på ansættelsen af en ny sportschef. Der er træningsstart i Brøndby onsdag 6. januar.