Generelle

Provokerer dansk keeper før guld-finale

To spillere fra AIK Stockholm har efter en tur i køkkenet sikret sig en overordentlig hed modtagelse til guld-kampen i Göteborg på søndag.

Forestil dig Alex Ferguson og Gary Neville, der i en brandert fortolker Liverpool-klassikeren 'You'll never walk alone' som 'You'll forever walk alone' foran en journalist fra The Sun med et videokamera.

Eller at FC Barcelona tager på Plaza de Cibeles i Madrid for at fejre et mesterskab.

Sådan har mange IFK Göteborg-fans det, efter Kenny Pavey og Bojan Djordjic fra AIK Stockholm blev foreviget i Aftonbladet, mens de fik sig en omgang Pyt i Panna (biksemad) hjemme i Paveys lejlighed.

Læs også: AIK tæt på mesterskabet med dommerhjælp

Pyt i Panna har siden 1990 været IFK Göteborgs officielle mesterskabs-spise, lavet ud fra en hemmelig opskrift af klubbens nu pensionerede kok, og AIK-spillernes 'helligbrøde' vinder ikke megen respekt hos IFK Göteborgs danske keeper Kim Christensen.

- Der er allerede meget polemik, fordi et par af AIK Stockholms spillere har været lige lovlig arrogante og åbenmundede i pressen. For eksempel har vi i IFK Göteborg en tradition for, at spillerne spiser pyt i panna (biksemad), når mesterskabet er i hus. Men AIK-spillerne Kenny Pavey og Bojan Djordic har allerede ladet sig fotografere, mens de spiste biksemad, og udtalte, at mesterskabet allerede er deres, siger Kim Christensen til Tipsbladet.

Tipsbladet er i denne weekend i Göteborg til et større interview med den danske succes-målmand. Hold et vågent øje med www.tipsbladet.dk og læs med i Tipsbladet Update på tirsdag, hvor vi dækker den svenske guldkamp tæt.

Du kan også læse mere om den ophedede stemning før kampen i Tipsbladet Indsigt, der er på gaden i dag og kan læses online her.